Vinterlege på is

Beskrivelsen har fokus på perioden ca. 1850-1920, den periode der er bedst dokumenteret i ordbogen og dens samlinger.

Isbjørn på skøjter

Skal vi lege isbjørn? Det er et spørgsmål som man kunne høre for godt hundrede år siden nogle steder i Nordsjælland hvor isbjørn var navnet på tagfat på skøjter. Andre steder var navnet bare is- + det sædvanlige ord for tagfat på egnen, fx isfanger (Nordvestsjælland og Møn), isklikker (Østsjælland), ispint (Nordsjælland) og istik (Vestlolland).

De skøjter man havde, adskilte sig fra moderne skøjter. Skøjterne var normalt af træ bortset fra en jernskinne der var indfældet i træbunden, og en jernpig fra skøjtejernet gik op igennem træet. Den stampedes op i støvlehælen, og så blev skøjten ellers bundet fast med tykt sejlgarn eller remme.

Fra omkring 1890 afløses træskøjterne gradvis af skøjter helt af jern til at skrue fast på støvlerne. Det var i det store hele et fremskridt: "Træskøjterne var de laveste og mindst farlige", skriver en meddeler, "men Jernskøjterne gjorde det nok bedst for den øvede Løber". Skøjter var dog ikke ret almindelige. De krævede sko eller støvler, og for de fleste på landet var træsko det almindelige fodtøj både sommer og vinter. Heldigvis var der andre muligheder for spændende lege på isen.

Isslæder

Et alternativ til skøjter var små slæder beregnet til at stå på som man drev frem med en stage med en jernpig i den ene ende, kaldet bl.a. isgajt (Fyn, Tåsinge og Langeland), isbrod (Møn) eller bare pigkæp (Sjælland, Møn, Lolland og Ærø). Slæderne var ofte kun omkring 30 cm lange og 25 cm bredde – så store så en dreng lige akkurat kunne stå på slæden – men kunne dog også være en smule større som man kan se på Peter Hansens maleri fra 1901.

De små slæder er kendt fra hele ømålsområdet, og den dominerende betegnelse var isslæde der er tæt optegnet på Fyn, Tåsinge og Ærø og spredt på Sjælland og Falster. På Vestsjælland var issluffe også ret udbredt.

En fordel ved isslæderne var at de var af en enkel konstruktion – de bestod kun af to jernbeslåede meder forbundet med nogle brædder – og derfor noget man selv let kunne lave hjemme. Mange gik dog til smeden for at få ham til at slå jernskinner på mederne. Andre klarede sig med selv at sætte kraftig hegnstråd på.

Det var i reglen kun drenge der stod på isslæde, men: "Pigerne kunde faa Lov at sidde paa Drengenes Træsko med deres egne Træsko som en lille Forslæde og paa den Maade faa en rask Glidetur med", fortæller en vestfynsk meddeler (født 1849). De lidt større slæder gav mulighed for en regulær siddeplads.

Min kollega Inge Lise Pedersen (født 1939) fortæller imidlertid at hun og andre piger stod på isslæde i hendes barndom i Vissenbjerg (Vestfyn). Det hænger formentlig sammen med ændrede normer, måske specielt ændrede normer for påklædning. I Inge Lises generation kunne piger gå i "skibukser" når det var koldt, mens piger før i tiden altid havde skørter på, og det må havde været noget nær umuligt at drive isslæden frem med isgajten i halvlange skørter.

Det krævede i øvrigt øvelse at holde balancen når slæden slingrende kom op i fart, og man skulle også lære at tilpasse den måde man førte isgajten på, og tilpasse ens kropsholdning efter isen kvalitet, om den var glat, ru, snedækket osv. "Det krævede normalt en del fald inden man blev dygtig nok", fortæller Inge Lise, "og hvis man kørte hurtigt, kunne man slå sig grundigt".

I Vallekildes Folkehøjskoles Årsskrift 1917 kan man læse en levende skildring af hvordan en dygtig isslædekører bærer sig ad med at vinde over en vigtig københavner på jernskøjter.

Iskarrusel

Det var også almindeligt at lave ismølle eller iskarrusel som den bl.a. også kunne hedde. Man startede med at slå en pæl ned gennem isen på en dam, fx gadekæret, eller på en oversvømmet eng der var frosset til. Derefter fæstnede man en vandret, drejelig tværstang til pælen og bandt en slæde i begge ender af stangen eller kun den ene. Og så var bare om at tage plads og håbe på at nogen ville skubbe til tværstangen og sætte karrusellen i gang. Det kunne gå stærkt, også for stærkt saa man jollede af Slæden og langt hen af Isen, fortæller Karoline Graves (1858–1937) i sine erindringer (side 69).

Feje og hale

Leg med isslæder kunne give problemer for andre lege. De (drengene) lavede huller med pigkæppene, så vi ikke kunne feje der, fortæller en kvindelig meddeler. En umiddelbart lidt gådefuld oplysning der dog giver god mening, når man ved at feje på hele Sjælland kunne betyde glide hen over is på en glidebane (foruden at gøre rent med en kost).

Ved denne leg kunne alle være med, drenge og piger og også mindre børn. Legen var da også almindelig overalt under forskellige navne: glide på is, glide på ise, hale, skride, slire, fx kunne man sige vi skal ud at hale eller i udtryk hvori der indgår synonymer til glidebane, fx tage en fejer eller slå hale.

Især for raske drenge

Mens ismøllen og glidebanen var for alle var at løbe eller rende på kamper for "raske drenge" (som en meddeler udtrykker det). Legen gik ud på at deltagerne sprang eller løb fra kampe til kampe (dvs. fra isflage til isflage), der helst skulle være så små så de knap kunne bære. Isflagerne skaffede man selv enten ved at stå og hoppe på isen indtil den revnede eller ved at hugge isen i stykker.

En anden spændende mulighed åbnede sig når dagmejen indfandt sig ud på vinteren, dvs. at solen fik så meget magt at overfladen kunne tø i frostvejr. De voksne advarede, fortæller Lars Rasmussen (i Livet i klokkergården s. 200): I ska åvte jer få å gå på Issiŋ, få haŋ æ vånnstærk no (I skal agte jer for at gå på isen, for han er vanstærk (dvs. svag) nu), men (tilføjer han) da var det aller morsomst. Da kunde man faa sig en Sveje, en Bane, hvor isen ligesom Bølgede, naar man løb hen over den. At løbe der kaldtes at rende på Sveje.

At det ikke kun var Lars og hans kammerater der ikke hørte efter hvad der blev sagt, vidner de mange andre udtryk for legen om, fx verberne bugne, gimpe, jutte, lærke og seje.

Asgerd Gudiksen

Emner