20. april 2022

En særudvikling – bornholmsk farru 'lige ved, slem til'

Månedens dialektemne

I marts så vi bl.a. hvordan færdig med betydningen 'lige ved' overlevede i dialekterne også efter udtrykket var forsvundet fra rigsdansk. I denne måned skal det handle om bornholmsk, hvor konstruktionen udviklede sig på en ganske særlig måde.

Sidste måneds dialektemne var den ældre danske konstruktion færdig (ved/til) med betydningen 'lige ved, tæt på'. Som vi så, var denne såkaldt proksimative brug af færdig almindelig i skriftsproget i hvert fald indtil midten af 1800-tallet. Den er desuden registreret i de traditionelle dialekter over hele landet, både i Jylland, på øerne og på Bornholm. I denne måned ser vi nærmere på konstruktionens udvikling i bornholmsk.

Farru, Fed og FærdigPå traditionelt bornholmsk sagde man ikke færdig, men farru. Dette er i sig selv ikke så opsigtsvækkende – i andre dialekter havde udtalen af færdig også udviklet sig fra den oprindelige gammeldanske form færthigh/færthugh. Det kan man bl.a. se af stavemåder som fære, færr og farre i dialekttekster fra Jylland og øerne. Formen farru er helt forventelig i traditionelt bornholmsk, hvor adjektiver ofte har endelsen ­-u svarende til rigsdansk -ig. I bornhomske optegnelser kan man bl.a. finde former som villu 'villig', gjærru 'gerrig' og skarnaitu 'uopdragen' (= "skarnagtig").

I øvrigt ser det ud til at farru på et tidspunkt, måske i begyndelsen af 1900-tallet, opgav sin oprindelige betydning 'færdig'. Til denne betydning lånte man simpelthen formen færdi fra rigsdansk. Hos Otto J. Lund (1884-1948), som udgav mange digte og fortællinger på bornholmsk, finder man både farru 'lige ved' og færdi 'færdig' ved siden af hinanden, også i samme tekst. Her er to eksempler fra Hawed e mit (1945):

der va ju injen, der måtte se, a hansa Iven âu va farru te å varra våda
'der var jo ingen der måtte se at hans øjne også var lige ved at blive våde'

Då di va færdia me Kaffed …
'Da de var færdige med kaffen …'

En afvigelse fra et særtræk

I forhold til færdi og andre adjektiver er farru dog lidt speciel. På både rigsdansk og bornholmsk bøjes adjektiver, så man for eksempel tilføjer -e (på bornholmsk -a) i flertal og -t ved neutrumsord. Der er på bornholmsk yderligere en bøjningskategori, nemlig maskulinum (hankøn). Ved hankønsord tilføjer man -er. Det hedder på bornholmsk Anna va færdi 'Anna var færdig', men Hâns va færdier 'Hans var færdig'. Ved farru forholder det sig dog anderledes, for her mangler bøjningsendelserne ofte, og formen farru kunne således også bruges i tilfælde hvor man ville forvente de bøjede former farrua, farrut eller farruer. I dette eksempel fra Bornholmsk Ordbog ser vi således farru brugt som hankønsform i stedet for farruer:

hajn va farru å bro iven idå hâud på sai
'han var lige ved at gnide øjnene ud af hovedet på sig selv'

Hankønsformen farruer forekommer ganske vist i enkelte optegnelser, men det er mere almindeligt at -er mangler. Farru opfører sig altså ikke som et helt almindeligt bornholmsk adjektiv.

Farru i Bornholmsk Ordbog
Artiklen om farru i den posthumt udgivne Bornholmsk Ordbog (København 1908) af J.C.S. Espersen (1812-1859). Ordbogsartiklen giver en række interessante oplysninger, bl.a. at den ubøjede form farru var ”almindeligere” end farrut, at farru på Espersens tid stadig kunne have den gamle betydning ’færdig’, og at Espersen også kendte det proksimative færdig fra ”dansk” talesprog, altså uden for bornholmsk.

Farrus to betydninger

I ældre bornholmske tekster er farru med den proksimative betydning 'lige ved, tæt på' ganske hyppigt. Det forekommer enten kombineret med te 'til' + infinitiv eller med infinitiv uden præposition:

så di sæl va farru te å svælta ijæl
'… så de selv var lige ved at sulte ihjel' (Lund, Forr i Tider)

Å Rövarna ble så bonge, a di va farru å tro, a Varden skujlle forgå
'Og røverne blev så bange at de var lige ved at tro at verden skulle gå under' (Borrinjholmska Sansâger)

I denne henseende minder bornholmsk altså om ældre dansk og dialekterne i Jylland og på øerne (jf. sidste måneds dialektemne). Men bornholmsk har også en betydningsudvikling som tilsyneladende er unik for dialekten. Ved siden af den proksimative brug havde farru nemlig også udviklet en anden betydning, som man snarere må oversætte med 'tilbøjelig til' eller 'slem til'. Her udtrykker farru nemlig ikke at en situation er lige ved at indtræffe, men at nogen har en tilbøjelighed eller (dårlig) vane, som i disse eksempler:

hun e farru te å varra lid skarnajtu såmma tider
'hun er tilbøjelig til at være lidt uopdragen sommetider' (Teinnæs) 

å Fâr va âu farru te å sjæjla på'n
'og far var også slem til at skælde på ham' (Lund, Hawed e mit)

Der er altså her sket yderligere en betydningsudvikling med farru, der så vidt vides ikke har nogen paralleller i de andre danske dialekter. Det er indtil videre heller ikke lykkedes at finde nogen eksempler på udviklingen 'proksimativ' → 'tilbøjelighed' i den internationale sprogvidenskabelige litteratur. Det vil dog kræve en nærmere undersøgelse at afgøre om bornholmsk er helt unikt i denne henseende, eller om der kan findes paralleller i andre sprog.

Fra Bornholmske Samlinger
En side fra bogen Borrinjholmska Sansâger (udg. J.P. Kuhre, København 1938), som er leveringsdygtig i flere eksempler på det proksimative farru. Bogen indeholder en række ofte ganske livlige eventyr og fabler på traditionelt bornholmsk. De er alle forsynet med en rigsdansk oversættelse nederst på siden, så bogen er et ideelt sted at starte for alle der gerne vil lære at læse bornholmsk.

Hvordan er betydningen 'tilbøjelighed' mon opstået? Det er svært at vide med sikkerhed, men det virker sandsynligt at den proksimative brug i visse tvetydige sammenhænge har kunnet omtolkes til en tilbøjelighedsbetydning. I de bornholmske optegnelser støder man nemlig indimellem på eksempler hvor man både kan oversætte farru med 'lige ved' og 'tilbøjelig til', for eksempel:

jâ e farru å tro a ded e sânt
'jeg er lige ved (tilbøjelig til?) at tro at det er sandt' (Teinnæs)

Fra denne type eksempler kan farru have udvidet sin brug til sammenhænge hvor 'tilbøjelighed' er den eneste mulige tolkning. Også dette punkt fortjener dog at blive undersøgt nærmere.

Der er med andre ord flere åbne spørgsmål om det bornholmske farrus historie som stadig venter på at blive besvaret. Selvom farru vist ikke længere bruges af bornholmsktalende i dag, kan udtrykket altså stadig lære sprogforskere noget om hvordan sproglige betydninger kan udvikle sig over tid.

Sune Gregersen