De tidligste dialektspor på dansk grund

Sædvanligvis antager man, at der er spor af geografisk betingede sproglige forskelle, dvs. dialektale forskelle, allerede i de tidligste middelalderhåndskrifter. Eksempelvis forekommer bortfald af den ubetonede endelsesvokal æ/e ([ə] i lydskrift) marginalt hyppigere i Jyske Lov end i Sjællandske Lov, f.eks. i ordet ant 'andet' i Jyske Lov (efter håndskriftet NkS 295, 8vo). Omvendt udviser den østdanske Skånske Lov et forholdsvis velbevaret system af ubetonede endelsesvokaler, hvor æ/e/i, a og u/o alle er mulige, f.eks. i ordet bondanum 'bonden' (i dativ) i Skånske Lov (efter håndskriftet Cod. Holm. B74).

Overordnet set er det dog sjællandsk skrivemåde, der danner mønster, og dialektformerne er – navnlig i Jyske Lov – snarere noget, der titter frem hist og her, end de er systematisk gennemførte.

Betyder det så, at dialekterne først opstod i middelalderen? Næppe. Først og fremmest må vi huske på, at denne dags sprog ofte er gårsdagens dialekter. De nordiske sprog var således i vikingetiden snarere dialekter af ét fælles sprog, og variationen dem imellem var ikke nær så stor som i dag. Vikingerne mente f.eks. selv, at de talte norrœnt mál (norrønt mål) eller dǫnsk tunga (dansk tunge), uanset hvorfra de kom i Norden.

Dialekttræk skrevet i sten

Allerede fra omkring år 1000 e.Kr. begynder vi imidlertid at kunne se visse dialektale forskelle mellem såkaldt østnordisk og vestnordisk. Særlig karakteristisk for østnordisk, der senere udvikler sig til primært dansk og svensk, er den forenkling af gamle tvelyde, som forklarer den lydlige forskel mellem enkeltvokal i ord som sten på dansk og svensk på den ene side og oprindelig tvelyd i vestnordiske former som islandsk steinn og vestnorsk stein på den anden.

Derudover har vi tydelig sproglig variation i selv de allerældste runeindskrifter fra før vikingetiden. Overgangsperioden omkring år 600-700 e.Kr. mellem klassisk urnordisk (ca. 150-550 e.Kr.) og vikingetidens fællesnordisk byder på to interessante runesten fra halvøen Lister i det vestlige Blekinge, der jo tidligere har været en del af Danmark.

Indskrifterne på de to sten er næsten ens – og så alligevel ikke helt. Begge indskrifter indeholder samme forbandelsesformel, men selvom stenene står med ganske få kilometers afstand til hinanden og er rejst med få års mellemrum, er formelens sprogdragt forskellig på dem. På Stentoften-stenen står der:

[...] hideRrunono fe(l)(A)h ekA hederA ginoronoR herAmAlAsAR ArAgeu we(l)Adud[s] sA þAt bAriutiþ

Mens der på Björketorp-stenen står:

hAidRruno ronu fAlAh Ak hAiderA ginArunAR ArAgeu hAerAmAlAusR […] welAdAude sAR þAt bArutR […]

Begge varianter menes at betyde: ”Himmelglansrunerækken skjulte jeg her, kraftruner. Med argskab troldsomsdødens / med trolddomsdød (bliver) den, der bryder det [= mindesmærket].”

Årsagerne til de sproglige forskelle mellem de to tekster kan være mange, f.eks. at teksterne udgør to af hinanden uafhængige bearbejdninger af et ældre tekstforlæg, eller at de udtrykker forskellige stadier i en lynhurtig sprogforandringsproces.

En helt tredje mulighed kunne iflg. runologen Michael Schulte være sociolingvistisk-stilistisk variation. Hvis dette er sandt, er det godt nok ikke et eksempel på egentligt dialektale forskelle, men tidlig variation på dansk grund er det da trods alt.

Variationer i jernalderens navnestof

Endelig finder vi muligvis også en smule variation nogle århundreder tidligere endnu, nemlig i nogle af de allertidligste urnordiske runeindskrifter fra 200-tallet e.Kr. Indskrifterne fra denne tid består mestendels af enkeltord, oftest personnavne, og vakse runologer vil hurtigt bemærke, at nogle personnavne, som slutter på vokallyde, varierer mellem at slutte på -o og -a.

På Himlingøje-bøjlefiblen finder vi f.eks. navnet hariso, som betyder noget med 'hær', og på Illerup-lansespids 1-2 finder vi navnet wagnijo med den mulige betydning 'vognstyrer'. Andre indskrifter fra samme tid har navne som slutter på -a. F.eks. har Illerup-skjoldhåndtagsbeslag 1 swarta 'sorte', og Illerup-skjoldhåndtagsbeslag 3 har navnet laguthewa  med betydningen 'søtjener' eller 'lovtjener'.

Tidligere har man bl.a. ment, at formerne på -a var mandsnavne og formerne på -o kvindenavne, da disse ville svare til grundformen i hhv. gamle hankøns- og hunkønsnavneord bøjet som såkaldte n-stammer. Det kunne måske passe for en bøjlefibels – altså et dragtspændes – vedkommende, men det bliver mindre sandsynligt, når der er tale om krigsudstyr.

Derfor mener mange forskere nu, at begge typer repræsenterer mandsnavne, hvor formen på -o er en mere konservativ og arkaiserende variant end den samtidigt belagte form på -a. Igen vil der så være tale om sociolingvistisk-stilistisk variation.

Nu har vi altså set, at sproglig variation på dansk grund muligvis kan spores mere end 1700 år tilbage i tiden. Helt tilbage til en tid, hvor det end ikke giver mening at tale om dansk som et selvstændigt sprog.

Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen