Advarsel!

Coronavirus Information på dansk / Information in English

Tidlig sprogforandring i sjællandsk – Københavns Universitet

dialekt.dk > Månedens emne > Tidlig sprogforandring...

16. marts 2020

Tidlig sprogforandring i sjællandsk

Månedens dialektemne

Tog man ud på landet på Sjælland omkring år 1900, mødte man et meget anderledes sprog end man gør i dag. Her kunne navneordene have tre køn, mange vokaler udtaltes som tvelyde, og der var stød på langt flere ord end i rigsmålet.

Aa saa to hun kjæling og gik mæ ham. Sådan står der i en beretning fra Nordsjælland, nedskrevet i anden halvdel af 1800-tallet. Omsat til nutidens rigsmål står der: Og så tog hun kedlen og gik med ham. Eksemplet viser at kedel var hankøn. Bestemthedsendelsen er skrevet -ing (med grov lydskrift), og der henvises med pronomenet han.

Ligesom de øvrige ømål, som beskrives i Ømålsordbogen, var sjællandsk oprindelig en trekønsdialekt. Den ubestemte artikel i hankøn var tilsvarende ing, mens hunkøn havde samme form som fælleskøn i moderne dansk.

Ordbogsseddel fra Ømålsordbogen
Ordbogsseddel skrevet af optegneren Anna Pedersen. Den viser ikke kun at ost var hankøn i meddeleren AMN’s sprog, men også at hun ligesom andre i hendes generation havde fortunge-r (markeret med R) i sit sprog (ligesom man har i engelsk fx).

Bøjningen i de tre køn så altså sådan ud for ordeksemplerne kedel, hånd og svin:

Hankøn: ing kedel, kedling
Hunkøn: en hånd, hånden
Intetkøn: et svin, svinet

I sjællandsk begynder trekønssystemet at gå i opløsning omkring 1900. Det viser en sætning som brønən han æ dyw (brønden han er dyb), der er optegnet i Nordvestsjælland. Brønden omtales efter det gamle system som han, men har ikke den gamle hankønsendelse: brøning han skulle det hedde. Og ingen sjællændere har i dag nogen erindring om at fx kedel, brønd og gris skulle bøjes anderledes end fx hånd, bog, kage og kirke. I Fyn-området og Lolland-Falster holdt mange derimod fast i trekønssystemet langt op i 1900-tallet, og nogle enkelte kan stadig huske hvad køn ordene havde i traditionel dialekt.

Udviklingen fra et system med tre køn til et system med to er ét af flere eksempler på tidlig rigsmålspåvirkning af sjællandsk. Langt op i 1900-tallet var mange andre traditionelle dialekttræk dog stadig levende. Mange sjællændere født på landet før ca. 1920 talte nemlig stadig en sjællandsk dialekt der var forholdsvis lidt påvirket af rigsmålet.

Rigsmålets lange vokaler udtaltes som tvelyde

Et af de træk der karakteriserede traditionelt sjællandsk, var diftongerne (tvelydene). I klassisk sjællandsk, ligesom i de øvrige ømål, modsvaredes lang vokal i rigsmålet oftest af diftong. e, ø, å modsvaredes af iə, yə, uə, og o modsvaredes af ow, dvs. at fx mere, høre, låse og mose udtaltes miərə, hyərə, luəsə og mowsə. Diftongerne iə, yə, uə og ow var udbredt over hele Sjælland. Hvad angår modsvarighed til langt u, var der en dialektgeografisk forskel mellem det østlige og det vestlige Sjælland. I det østlige udtaltes hus fx hyw’s, høw’s eller huw’s, mens hus i det vestlige kunne udtales enten med diftong: huw’s eller uden diftong: hu’s. (se kortet nedenfor).

uw-diftong
I det blå område udtaltes hus fx hyw’s, høw’s eller huw’s, mens hus i det vestlige Sjælland kunne udtales enten med diftong: huw’s eller uden diftong: hu’s

Blandt de andre dialektforskelle kan kan man nævne grænsen mellem der hvor man bawər kawər (bager kager) og hvor man baər kaər , samt grænsen mellem om man siger uðən, uð’ og kluð’ eller yðən, yð’ og klyð’ (se kortene nedenfor).

aw-diftong
I det grønne område sagde man på dialekten at man bawər kawər (bager kager), mens man på resten af Sjælland – næsten svarende til rigsmålet – sagde at man baər kaər.

yd for ud
I det rødlige område sagde man yðən, yð’ og klyð’  (uden, ud og klud), mens man på resten af Sjælland sagde uðən, uð’ og kluð’ som på rigsmålet.

yðən og uðən er også interessante ved et træk som umiddelbart ikke falder så meget i øjnene eller ørerne, fordi sjællandsk her stemmer overens med rigsmålet, nemlig "det bløde d" – i lydskrift gengivet ð. Andre eksempler er laðə (lade), bið’  (bid) osv. I dialektgeografisk sammenhæng er det lidt bemærkelsesværdigt. Ingen andre ømål havde ð bortset fra gammelt sydfalstersk. I et lidt ældre sproglag, sproget hos sjællændere født før 1900, er det dog ikke svært at finde eksempler på manglende blødt d. I Ømålsordbogen er der fx mange eksempler på former uden ð under ord som blod, bod og lade (ord der også havde blødt d i gammeldansk), og også enkelte sporadisk forekommende eksempler under fx fed, ged, grød, kød og mad (der havde t i gammeldansk). Også i dette tilfælde ser der altså ud til at der i sjællandsk er sket en tidlig bevægelse mod rigsmål (og skriften).

Stød i 'umulige' ord for rigsmålet

Værd at bemærke er også stødgrænsen. Syd for denne grænse havde dialekten ikke stød, mens stødet i den øvrige del af Sjælland satte sit præg på dialekten, særligt i tre områder: et stort sydligt område og to mindre nordlige områder, hvor dialekten havde kortvokalstød. Med andre ord: Disse dialekter havde stød i ord der ikke kan have stød i rigsmålet. Kortvokalstødet var regelmæssigt gennemført i bestemt form ental, jf. fx ka’tten og præ’sten, og forekommer i mange nutidsformer, fx ho’pper, flæ’kker, i andre bøjningsformer på -er, fx es’ser, og i visse ord på -el, -en, -er, fx sta’kkel, kø’kken, fa’ster og læ’kker.

Stød i sjællandsk
Stød i sjællandsk. I det gullige område var der stød på samme typer ord som i rigsmålet, fx svi'n (med stød på lang vokal) og svind' (med stød på konsonant), og i de brune områder var der endvidere stød på mange ord med kort vokal, så man fx sagde ka’tten og præ’stenho’pper, flæ’kker og sta’kkel, kø’kken, fa’ster og læ’kker.

Også sammensætninger og afledninger kunne have kortvokalstød, fx følho’ppe, møgha’kke, forskræ’kket og forpa’gter. Kortvokalstødet har sandsynligvis på et tidligere tidspunkt – før vi har pålidelige, lydskrevne kilder til sjællandsk – været mere udbredt. Det udbredelsesmønster vi ser på stødkortet, tyder på det. Det er ikke sandsynligt at kortvokalstødet er opstået i tre områder uafhængigt af hinanden. Forklaringen på udbredelsesmønstret er antagelig at kortvokalstødet har været udbredt i et sammenhængende område der har dækket det meste af Sjælland, men så på et tidspunkt er blevet opgivet på Midtsjælland. Den udbredelse man ser på stødkortet, synes altså også være et eksempel på tidlig sprogforandring i sjællandsk ligesom den forøgede brug af blødt d og afviklingen af hankønsformen.

Asgerd Gudiksen