Dialekt på tværs af steder og generationer

I projektet Dialekt i periferien har vi undersøgt hvordan det står til med dialekterne i tre dialektområder i Danmark: Nordjylland, Sønderjylland og Bornholm. I områderne har vi set på hvordan de lokale unge taler når de er alene med hinanden, når de er i skole, og når de er sammen med deres forældre og deres bedsteforældre. Vi har også undersøgt hvordan de unge kommunikerer på sociale medier – og om de eksempelvis bruger dialekt dér. Derudover har vi analyseret udvalgte forældre og bedsteforældres sprog for at se hvordan dialektbrugen har udviklet sig over de tre generationer.

I alle tre områder ser vi at der er en standardiseringsproces i gang hvor de yngre generationer bruger færre dialekttræk end de ældre, men udviklingen er sket med forskellig hastighed og er nu på forskellige stadier.

I Sønderjylland taler de unge stadig dialekt

Vores observationer og kvantitative undersøgelser viser at dialekten i høj grad er bevaret i Sønderjylland. Selv om dialektord som negationen 'it' (ikke) er forsvundet i den yngste generation, er der en udbredt brug af både grammatiske og fonetiske dialekttræk, fx når der bruges foranstillet bestemt artikel som i 'æ hus' (huset), når jeg udtales 'æ', og når der er omlyd i verber som får, går og står, så de udtales 'fæe', 'gæe' og 'stæe'.

Mange af de sønderjyske unge kan kodeskifte og altså ændre disse træk alt efter om de taler med sønderjysktalende eller standardsprogstalende. Alligevel har de unge sønderjysk som deres umarkerede hverdagssprog, og de kan også finde på at bruge det i skriftsprog på sociale medier som Facebook.

På skolen har vi observeret at de unge uden problemer kan bruge sønderjysk i undervisningssituationer. Samtidig er der blandt de sønderjyske unge og deres forældre og bedsteforældre udbredte meninger om at det er vigtigt at bevare dialekten, og at det at skifte til udelukkende at tale standarddansk er problematisk og noget der bliver slået ned på.

Udtyndingen er startet tidligere i Nordjylland

I Nordjylland fandt vi gennemgående mindre bevidsthed om den lokale dialekt, og dialektudtyndingen ser ud til at være sat ind noget tidligere. Hverken i de yngre eller ældre generationer tales der traditionelt vendelbomål, men nogle træk er bevaret i de ældre generationer, og en række nordjyske træk findes også hos de yngre.

I den unge generation er der ud over sætningsmelodien særligt to udbredte træk: Stødløshed i forholdsord i visse kontekster og den regionale udtale af -et i ord som fx kommet og huset med vestdansk hårdt 'd' i modsætning til det bløde 'd' i østdansk og standarddansk. Disse træk findes også i de ældre generationer. De ældre nordjyder bruger endvidere den mere lokale udtale af 'v' udtalt som 'w' i starten af ord fx 'wi' (vi). Det er også de ældre der bruger den dialektale negation 'inte' (ikke) mest, forældregenerationen bruger den mindre, og den er næsten helt fraværende i den yngste generation. I den yngste generation er der altså en klar lokal farvning, men ikke egentlig dialektbrug.

Blandt de unge beskrives den lokale måde at tale på også som 'normalt' og til tider 'rigsdansk', og det ses ned på hvis de unge bruger "for mange" lokale træk. Omvendt kan de også blive irettesat af både familie og venner hvis de lyder for københavnske.

Bornholmsk er næsten forsvundet i den unge generation

På Bornholm bruger både forældre- og bedsteforældregenerationen relativt mange dialekttræk. Det gælder fx træk som udtalen af 'n' som 'nj' i visse sammenhænge, udtale af 'k' som 'tj' før fortungevokaler, eksempelvis 'tjærka' og 'tjøra' for kirke og køre. De ældste generationer bruger heller ikke stød, og deres sætningsmelodi er tydeligt bornholmsk. Desuden bruger de visse lokale dialektord såsom 'inte' (ikke) og 'horra' (dreng), samt grammatiske træk såsom 'dobbelt bestemthed', fx 'det gule huset'.

Vores kvantitative undersøgelser viser at bedsteforældregenerationen bruger disse træk mere end forældregenerationen, mens ingen af de undersøgte træk blev fundet i de unges sprog. Dette stemmer overens med vores observationer af de unge bornholmere der viste at de stort set aldrig brugte bornholmske dialekttræk i deres hverdagssprog, hverken i skolen eller fritiden med deres forældre, bedsteforældre eller venner. Selv den karakteristiske bornholmske 'melodi' var forsvundet i denne generation og de unge lød nærmest som københavnske unge. De unge beskrev det også selv som unormalt at tale dialekt som ung på Bornholm og smartere at tale københavnsk, selvom de også ærgrede sig over at dialekten forsvandt.

På den anden side fandt vi dog at de unge bornholmere faktisk havde kendskab til en række bornholmske dialekttræk som de brugte i nogle situationer for sjov eller for at markere venskabelige bånd i samtaler på sociale medier og enkelte gang i samtaler med familie og venner.

Der er altså stor forskel på udviklingen de tre steder, og det viser at sproglige standardiseringsprocesser er forskellige selv i et lille land som Danmark. Disse forskelle kan skyldes en række faktorer, herunder historiske og ideologiske omstændigheder som den sønderjyske dialekts placering i kampen for at markere Sønderjylland som dansk og ikke tysk. Det kan også skyldes geografiske forhold som Hirtshals' nærhed til Aalborg der fungerer som lokalt normcentrum, hvor bornholmerne har København som nærmeste storby og i højere grad orienterer sig mod denne som sprogligt normcentrum.

Anne Larsen

Emner