Fik byldepesten i 1659 sproglige følger på Fyn?

I januar fremsatte jeg den tese at sønderjyske diftonger med former som bejn 'ben' og søj 'sø' skulle stamme fra 1600-tallet da der var omfattende befolkningsvandringer i Jylland som følge af den Anden Karl Gustav-krig og den pest der fulgte i hælene på krigen. Jeg vil her driste mig til at foreslå at de vestfynske diftonger som æj og oj kan være opstået på samme måde.

Vi ved at de sønderjyske diftonger er sekundære, dvs. er af nyere dato. Der kendes nemlig middelalderlige former som bien med almindelig nørrejysk diftongering, og i Mellemslesvig er de gamle former med ie eller i̇˙ bevaret. De vestfynske diftonger, fx sæjˊ, bæjˊn, tojˊ, foj˙ ('se', 'ben', 'tø', 'føde') er derimod blevet betragtet som lige så gamle som de tilsvarende østfynske former si’e, bi’en, ty’e, fy˙e. Men er det nu korrekt?

Grænsen mellem øst- og vestfynsk går fra Odense Fjord til Horne Bugt og er blevet anset for at være ældgammel. Johannes Brøndum-Nielsen peger fx på at stednavnetyperne i grænseområdet viser at det er et relativt sent bebygget område, og han forklarer grænsen ved at henvise til teorier om at Fyn i førkristen tid var delt mellem to kultcentre for Njord-dyrkelsen, og at grænsen er et gammelt samfærdselsskel.

Men er den nu så gammel?

Det er ganske vist mærkeligt at vestfynsk ligger som en ø omgivet af et hav af ie og ue-former både i resten af ømålsområdet og i Nørrejylland, som det bl.a. kan ses på det interaktive dialektkorts Kort 7, men man har ikke diskuteret om det kan skyldes at der er tale om en nyere udvikling. Der er ingen middelalderlige håndskrifter med sikre vestfynske diftonger. Sproghistorien er baseret på ganske få skriveformer, seks i alt. Kronvidnet er kartografen Claudius Clavus (f. 1388) der bruger de fire former eeynh, eyn 'en', feyde 'fede', heyde 'hedde'. Andetsteds optræder formerne Heyselballe 'Hesselballe' og møyde 'mødte'.

Det er imidlertid meget problematisk at bruge Clavus’ former som belæg for at de omtalte diftonger blev brugt i vestfynsk allerede i middelalderen. For det første stemmer tre af formerne ikke overens med vestfynsk. Clavus skriver eeynh manh 'en mand' (hankøn), eyn aa 'en å' (hunkøn), men den ubestemte artikel hed ikke æjn på Vestfyn, men i˛ i hankøn og æn i hunkøn. Og hankønsformen har i allerede i 1496; det ved vi fra et dokument fra Odense hvor der skrives ind prest. Ordet hedde havde heller ikke æj, men blev udtalt med langt e he˙ (mens man sagde hæj˙ på Østfyn!) Kun ordet fede har æj i vestfynsk dialekt fæj˙.

For det andet er det problematisk at bruge Claudius Clavus som belæg for vestfynske diftonger eftersom han slet ikke er vestfynbo, men fra Sallinge i Hillerslev sogn på Østfyn. Og skriveformer som -eyd, -eys findes også hos andre skrivere i 1300-tallet der intet har med Vestfyn at gøre.

Det er heller ikke lykkedes mig at finde gamle skriveformer af vestfynske stednavne der med sikkerhed kunne dokumentere de vestfynske diftongers ælde. Påstanden om at langt e og ø på Vestfyn ændredes til æj og oj i middelalderen (eller endnu tidligere), hviler altså på et meget usikkert grundlag. Dertil kommer at en række ord havde former med lydlukning og ikke diftong, fx iˊ, iˊm, riˊnt, friˊde, lyˊ, ryˊ ('eg', 'em', 'rent', 'fredag', 'løg', 'røg') i vestfynsk optegnet i begyndelsen af 1900-tallet.

Men hvornår er vestfynboerne så begyndt at sige sæj’ og toj’ for 'se' og 'tø' hvis ikke det skete i middelalderen? Og begyndte det med at de sagde sej’, tøj’ som så udviklede sig videre til sæj’, toj’?

Pest og diftongering i krigens fodspor

Udviklingen kunne være påbegyndt omkring 1660. Krig og pest hærgede lige så meget på Fyn som i Sydjylland, og dødeligheden var enorm, især på Vestfyn. På Vestfyn døde der 10 gange så mange i 1659-60 som i de foregående år. Ganske som i Syd- og Sønderjylland blev de øde gårde meget hurtigt beboet igen, bl.a. ved indvandring fra andre egne. Om de især kom vestfra, ved vi ikke, derimod er der en del oplysninger om at byboer flyttede på landet.

Og det kan have haft en betydning for diftongerne. I de fynske byer er langt e og ø i en række ord blevet udtalt som ej og øj ganske som i Sønderjylland. Var det tilfældet allerede i 1600-tallet? Og kan det have skabt mode blandt bønderne på Vestfyn, så de begyndte at efterligne byboernes udtale? Blev tendensen støttet af den sønderjyske udvikling? Det ved vi ikke, men vi ved at der var tæt forbindelse mellem Sønderjylland og Fyn, med Assens som en vigtig havneby.

Vi ved også at tiden efter krigs- og pestårene har budt på en meget større sproglig variation blandt landbefolkningen end normalt, med mange tilflyttere og en anden balance mellem unge og ældre, hvor overvægten af børn og unge har været befordrende for sprogændringer.

I de følgende mere end 100 år var Vestfyn fri for både pest og krig og præget af relativt stor demografisk stabilitet, så der var gode muligheder for at man kunne videreudvikle sine særheder, også de sproglige, og ej, øj kunne blive til æj, oj.

Så svaret på det indledende spørgsmål må blive: De demografiske forhold i årene efter besættelsen og pesten 1659-60 skabte en bedre grobund for betydelige ændringer af sprogbrugen end noget andet tidspunkt i perioden 1500-1800.

Inge Lise Pedersen