Fyn og Langeland

Hvor mange traditionelle dialekter findes der i Danmark – eller fandtes der for 50 år siden? Svaret afhænger af hvor mange sproglige forskelle, der skal være mellem to geografiske områder for at kalde dem for to forskellige dialektområder med hver sin dialekt.

Klik på kortet for at se en større version.

Fynsk

På Fyn går der et helt bundt af udtalegrænser tværs over øen, fra nordøst til sydvest:

• Ord med langt e, ø og å udtales ie, ye og ue mod øst (f.eks. bien ben, Hye hø og tue tå), men med ej, øj (eller oj), og åw mod vest (bejn, høj og tåw).
  
  
• Mange ord med langt a udtales med almindeligt lyst a mod øst, men med mørkt a mod vest (f.eks. ase og tale).
  
  
• Mange ord med langt æ (f.eks. hæl) udtales med æ mod øst, men med aj mod vest.
  
  
• Ord som bide, nye, klude og stive udtales som tostavelsesord på Østfyn (bije, nyje, klywe, stiwe), men enstavelsesord på Vestfyn (bij, nyj, klyw, stiw).
  
  
• Mange enstavesesord med langt o (som ko, fod, ros, sol) udtales uden stød (men med en stigende tone) på Østfyn, men med stød på Vestfyn.

Disse sproglige forskelligheder mellem traditionelt Øst- og Vestfynsk gør tilsammen, at man regner dem for to forskellige dialekter.

Klik på billedet for at se en større version.

Langelandsk

På Langeland findes der visse udtaleforskelle mellem Nord- og Sydlangeland:

• På Sydlangeland har man musikalsk accent (ligesom på Tåsinge og Ærø), men på Nordlangeland har man kun rester eller spor heraf.
  
  
• På Sydlangeland udtales a i visse ord (f.eks. ase og tale) med en å-agtig lyd, men på Nordlangeland er der kun nogle få, gamle spor af denne å-udtale.
  
  

Det er således muligt at skelne mellem nord- og sydlangelandsk dialekt, og langelænderne selv hævder at de kan høre forskel på nord- og sydlangelandsk. Men dialektforskerne har alligevel ikke delt Langeland i to dialektområder.