Fjoldemålet – den sydligste danske dialekt

Grænselandet mellem Danmark og Tyskland har siden middelalderen været et sted hvor sprog mødes. I det gamle hertugdømme Slesvig – der siden 1920 har været delt mellem Danmark og Tyskland – tales der historisk tre sprog: dansk, tysk og frisisk.

De danske og tyske dialekter i grænselandet kan dog afvige stærkt fra de officielle sprogformer rigsdansk og højtysk. I denne klumme vil vi præsentere en dialekt af dansk fra denne slesvigske smeltedigel af sprogkontakt, den nu uddøde dialekt fjoldemål.

Fjoldemål taltes tidligere i sognene øst for Husum, ca. 30 km syd for den nuværende dansk-tyske grænse. Dialekten har navn efter Fjolde (tysk Viöl), den største landsby hvor den taltes. Fjoldemål er den sydligste danske dialekt vi kender til; nord og nordøst for Fjolde taltes der andre sønderjyske dialekter, det såkaldte mellemslesvigsk og angelmål.

Befolkningen i Fjolde havde sandsynligvis været dansksproget siden middelalderen, men også haft tæt kontakt med frisisktalende mod vest og talere af plattyske dialekter mod syd. Det sidste kan man blandt andet se af de mange plattyske låneord i fjoldemål, såsom echåål 'ligegyldig', kastǝn 'kiste', båårt 'skæg' og muorvorl 'gulerod'.

Til gengæld har man nok haft mindre tæt kontakt til hovedstadens sprog på grund af Slesvigs perifere position i forhold til København. Det har medvirket til at dialekten på mange måder adskilte sig betydeligt fra rigsdansk.

Fjoldegrammatik

At fjoldemål var en særlig form for dansk, var man allerede blevet opmærksom på i 1800-tallet, da de første sprogforskere besøgte Fjolde og lavede optegnelser af dialekten. Dialektgeografisk hører fjoldemål til de sønderjyske dialekter, hvilket man blandt andet kan se af at 'jeg' hedder æ, og at fjoldemål har den velkendte sønderjyske ch-lyd, for eksempel i væch 'væk' og eevich 'evig'. Derudover har fjoldemål ligesom andre sønderjyske dialekter træk til fælles med jysk i det hele taget, fx participium på -n i stærke verber, fx sååvn 'sovet'

Der er dog også en række grammatiske og lydlige træk som var særlige for fjoldemål. Nogle af disse skyldes givetvis at dialekten i lang tid havde været relativt isoleret fra andre danske dialekter. For eksempel havde fjoldemål bevaret talbøjning i verberne, noget som fandtes i ældre dansk, men som i 1800-tallet var gået af brug i talesproget. I fjoldemål havde man derimod stadig forskel på ental og flertal, for eksempel i:

æ ær 'jeg er' – vi eer 'vi er'
æ sleær 'jeg slår' – vi sloa 'vi slår'
æ jedǝr 'jeg hedder' – vi jeed 'vi hedder'

Et andet særligt træk er at fjoldemål nogle steder havde bevaret gammeldansk -t og -k, som i de fleste andre dialekter var blevet til blødt d og g. For eksempel hed det på fjoldemål bit 'bide', skyt 'skyde' og liek 'lege'.

Andre karakteristiske træk skyldes med al sandsynlighed påvirkning fra plattysk. I eksemplet herunder ser vi to af de mest påfaldende: brugen af dænd 'den' i stedet for 'han' og 'hun', og obligatorisk brug af deær 'der' i forbindelse med præposition:

dænd vel tveng mæ deærte

Betydningen på moderne dansk er 'han vil tvinge mig til det', men helt bogstaveligt sagde man på fjoldemål 'den vil tvinge mig dertil'. Stedordet dænd var kønsneutralt og kunne altså bruges både om mænd og kvinder. I dette eksempel henviser det til en ung kvinde:

dænd mot åltǝns værm ar bænk
'hun må altid varme bænkene' (når der er dans)

Mens brugen af 'der' i forbindelse med præpositioner også findes i andre danske dialekter, lader dænd for 'han' og 'hun' til at have været et sydslesvigsk særtræk.

"Gamle Tinne"

Fjoldemål er nu en uddød dialekt. De sidste talere døde sandsynligvis omkring 1940, og da havde dagligsproget i Fjolde allerede i flere generationer været tysk. At vi i dag har kendskab til dialekten, skyldes at talere og sprogforskere i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet samarbejdede om at nedskrive dialekten og bevare den for eftertiden.

De to vigtigste skikkelser i den forbindelse var den dialekttalende Catharina Carstensen (1841-1937), bedre kendt som "Gamle Tinne", og sprogforskeren Anders Bjerrum (1903-1984), der lavede feltoptegnelser med hende i begyndelsen af 1930'erne.

Gamle Tinne havde boet det meste af sit liv i Fjolde sogn og var opvokset med dialekten som modersmål. Ligesom andre sydslesvigere i hendes generation talte hun dog også flydende plattysk, og da Anders Bjerrum begyndte at arbejde med hende i 1931, var det allerede mange år siden hun havde brugt fjoldemål som dagligsprog. Ikke desto mindre var hun fuldt leveringsdygtig i anekdoter, eventyr og ungdomsminder på fjoldemål, og en stor del af det bevarede materiale stammer fra hende. Hun gjorde et stort indtryk på Bjerrum, der efter hendes død udgav et udførligt mindeskrift over hende i tidsskriftet Danske Folkemaal.

Optagelse af fjoldemål

Der findes også enkelte lydoptagelser af fjoldemål, men de fleste er vanskelige at aflytte og forstå i dag. Som et eksempel kan man her høre et klip fra en samtale mellem Anders Bjerrum og landmanden Lorenz Jensen (født ca. 1855) om ord der knytter sig til høst. Optagelsen er lavet i Aabenraa i 1934. Lidt kuriøst stiller Anders Bjerrum sine spørgsmål på tysk for ikke at påvirke Lorenz Jensens sprogbrug med sin egen sønderjyske dialekt.

En transskription (med oversættelserne i parentes og markeret med kursiv) ses under klippet. Anders Bjerrums spørgsmål er markeret med fed.

Jaa, dænd ien eend vår jo ek så låång som dænd andǝn, dat an ek roat får vit ind i ar kuorn
(Ja, den ene ende [på riven] var jo ikke så lang som den anden, så den ikke rakte for langt ind i kornet)

Aha – waren die Zähne länger?
(Aha – var tænderne længere?)

Næj, di voor jo ek så låång som ve an andǝn riv
(Nej, de var jo ikke så lange som på en anden rive)

Aha. Was wurde denn nach dem Mähen gemacht?
(Aha. Hvad gjorde man så efter man havde mejet?)

Jaa, så vur der jo åv åpsæt, i skåkstee
(Ja, så blev der jo også sat op, i skokkesteder)

Wie viele Garben waren da?
(Hvor mange neg var der der?)

Sæjs i ien stuk, a syn feem stuk i iet skåkstæ, der vår jo an halǝr traav, træjǝr nieg gik der jo te an traav – søstix – søstix nieg, der vår an traav
(Seks i én stuge, og så fem stuger i ét skokkested, det var jo en halv trave, tredive neg gik der jo på en trave – tres – tres neg, det var en trave)

Nyt fra fjoldemål

Fjoldemål har været genstand for en række videnskabelige arbejder. Anders Bjerrum skrev sin doktorafhandling om dialektens lydsystem (1944) og udgav senere en ordbog sammen med sin kone Marie Bjerrum (1974). Siden dette værk – der blandt danske dialektforskere blot kaldes Fjoldeordbogen – er der dog ikke blevet forsket meget i fjoldemål.

Dette forsøger vi for tiden at råde bod på. Den ene af denne artikels forfattere har udgivet en database med tekster på fjoldemål, og sammen har vi undersøgt et grammatisk fænomen i dialekten, de såkaldte diminutiver. Dette vil vi se nærmere på i en af de kommende måneders dialektemner. 

Marie Herget Christensen & Sune Gregersen

Emner