Grisken, grytjen og hundtjen – små substantiver i Sydslesvig

I april lærte vi det sydslesvigske fjoldemål at kende, som er den sydligste dokumenterede danske dialekt. I denne måned ser vi nærmere på et fænomen ved dialektens grammatik som så vidt vides ikke findes i nogen anden skandinavisk dialekt, nemlig de såkaldte diminutiver som griskǝn og huntjǝn.

Diminutiv betegner en orddannelse der findes i mange af verdens sprog, hvor et substantiv modificeres for at tilføje betydningen 'lille'. Vi kender det for eksempel fra tysk, hvor man kan tilføje -chen for at "formindske" substantivet. Fra Eimer 'spand' kan man danne Eimerchen 'lille spand', fra Fuchs 'ræv' kan man danne Füchschen 'lille ræv', og et rundstykke hedder mange steder i Tyskland Brötchen, altså et lille brød.

Diminutiver er også meget almindelige i nederlandsk, hvor endelsen er -tje eller -je, som i emmertje 'lille spand', vosje 'lille ræv' og broodje 'rundstykke, lille brød'.

I moderne dansk – og i norsk og svensk – har vi ingen produktiv diminutivdannelse. Vi har således ingen endelse som kan sættes på spand eller ræv for at få betydningen 'lille spand' og 'lille ræv'. Der findes ganske vist enkeltstående dannelser der kan minde om tyske og nederlandske diminutiver, såsom morlil, pusling og mavse, men vi kan ikke bruge dem frit til at danne nye ord. Vi kalder ikke en lille spand "spandlil", et rundstykke "brødling" eller en lille ræv "rævse", i hvert fald ikke som andet end sproglige vittigheder.

To diminutiver i fjoldemål

I det sydslesvigske fjoldemål forholdt det sig anderledes. Her havde man faktisk hele to produktive måder at danne diminutivformer på. Den ene var at tilføje endelsen -kǝn (eller -tjǝn), som i griskǝn 'lille gris' eller huntjǝn 'lille hund'. Den anden var at ændre ordets grammatiske køn fra fælleskøn til intetkøn. For eksempel hed 'en pose' på fjoldemål an tut, men hvis man sagde at tut, betød det i stedet 'et kræmmerhus', altså en lille pose. På samme måde sagde man normalt an fåvl 'en fugl', men hvis man ville understrege at der var tale om en lille fugl, kunne man bruge diminutivformen at fåvl, altså ordret 'et fugl'.

Endelsen -kǝn er lånt ind i fjoldemål fra plattysk, den form for tysk der tidligere taltes i det meste af Nordtyskland. Den plattyske endelse svarer helt til den moderne tyske endelse -chen. Vi har faktisk også enkelte låneord fra plattysk med  kǝn i moderne dansk, bl.a. frøken (egentlig 'lille frue'), tallerken (oprindelig 'lille fad') og lækkerbisken ('lækker lille bid').

I fjoldemål havde man langt flere af disse plattyske låneord, bl.a. jonkən 'lille dreng', botəlkǝn 'lille flaske' og løpəkən 'marmorkugle'. På et tidspunkt er fjoldeboerne så også begyndt at sætte -kǝn på oprindeligt danske ord, og så havde man en produktiv diminutivdannelse. I materialet fra Fjolde finder vi bl.a. diminutiver som uostkǝn 'lille ost', huskǝn 'hytte, lille hus' og grytjǝn 'lille gryde'.

Den anden diminutivform bestod udelukkende i at ændre et substantiv fra fælleskøn til intetkøn. Fjoldemål havde – ligesom moderne dansk – to grammatiske køn. Substantiver med fælleskøn tog artiklen an 'en', og man henviste til dem med stedordet dænd 'den'.

Substantiver med intetkøn havde artiklen at 'et' og stedordet der 'det'. Hvis man ville udtrykke betydningen 'lille', kunne man i stedet for at tilføje -kǝn blot ændre et substantiv fra fælleskøn til intetkøn. I materialet har vi udover at tut og at fåvl også fx fundet at høt 'en lille hytte', at knol 'en lille knold' og at myø 'en lille pige' (fra an myø 'en pige, ung kvinde').

Hvor -kǝn-diminutiven er et lån fra plattysk, lader intetkønsdiminutiven til at være en særudvikling i fjoldemål. Vores bedste bud er at den har udviklet sig fra brugen af intetkøn til at tale om yngre væsner. I fjoldemål – og i øvrigt også i andre sønderjyske dialekter – var næsten alle ord for børn og dyreunger nemlig intetkøn. Det hed at kalǝr 'en kalv', at vælǝp 'en hvalp', at ong 'en unge' og så videre.

Dermed var der sandsynligvis en stærk association mellem intetkøn og betydningen 'ung' eller 'lille', hvilket gjorde det oplagt at udnytte intetkøn til at udtrykke et mindre eksemplar af noget. Det kan også have hjulpet at diminutiver med -kǝn, ligesom på plattysk, havde intetkøn. Udviklingen er dog sket før de første optegnelser om fjoldemål, så vi kan ikke sige med sikkerhed hvordan den er foregået.

Positive og negative diminutiver

Begge diminutivkonstruktioner kunne altså udtrykke betydningen 'lille', men derudover har vi også fundet forskellige andre betydninger. For eksempel kunne de to diminutivkonstruktioner bruges til at aflede nye ord der ikke blot var formindskelser af grundordet, men noget der mindede om det. Fra ordet båårt 'skæg' finder vi afledningen bååtjǝn, som ikke betyder 'lille skæg', men 'hagemæk'. Fra stændǝr 'stolpe' har vi diminutiven stændəkən, som ikke betød 'lille stolpe' i almindelighed, men henviste til de små stolper der holder tenen på spinderokken.

Ligheden kan være mere eller mindre abstrakt og måske endda komme fra to forskellige grundbetydninger. For eksempel finder vi afledningen puoskǝn, som betyder 'svøb', mens grundordet puos både kan betyde 'pose' og 'vulva'. Er der her tale om en lighed i form (lille pose) eller i funktion (at omsvøbe et spædbarn) – eller måske begge dele?

Ved siden af sådanne specialiserede betydninger var der dog også en principiel forskel på de to diminutivkonstruktioner – man kunne kalde det en betydningsmæssig arbejdsdeling. Hvis man ville udtrykke sig positivt og kærligt om noget, kunne man bruge  -kǝn-diminutiven, for eksempel i mantjǝn 'lille mandse' og huntjǝn 'sød lille hund, vovse':

Hvis man omvendt ville udtrykke sig negativt og nedladende om noget, var det i stedet intetkønsdiminutiven man brugte, som i at kvind '(dum) pige, sjuskedorte' eller at huund '(dum) lille hund':

At diminutiver kan bruges med positiv eller negativ bibetydning, er velkendt fra verdens sprog. En arbejdsdeling mellem to diminutivkonstruktioner, en positivt og en negativt ladet, er dog mindre almindeligt. Diminutiverne i fjoldemål er dermed et eksempel på hvordan studiet af en nu uddød dialekt kan hjælpe os til at forstå tendenser i sprog mere generelt. Derudover kan studier af fjoldemål vise os hvor stor variation der kan være selv inden for et lille sprog som dansk. 

Emner