Jeg taler og vi tale. Hvordan flertalsformer var århundreder om at gå af brug

På dansk ender næsten alle verberne (udsagnsordene) på -er i nutid, kun de såkaldte modalverber som for eksempel kan, skal, vil skiller sig ud. Og vi tager ikke hensyn til om grundleddet er ental eller flertal. Det hedder både jeg løber og vi (eller de) løber, mens mange andre sprog har forskellige endelser i ental og flertal. Men hvis vi slår op i Højskolesangbogen eller Den danske Salmebog, støder vi på mange verber der ender på -e eller slet ikke har nogen endelse. Det ses for eksempel i B.S. Ingemanns Nu titte til hinanden fra 1837:

Nu titte til hinanden de favre blomster små,
de muntre fugle kalde på hverandre;
nu alle jordens børn deres øjne opslå
nu sneglen med hus på ryg vil vandre

Eller N.F.S. Grundtvigs høstsalme Nu falmer skoven fra 1844, hvor det i vers 8 hedder:

Da høste vi, som fugle nu,
der ikke så og pløje;
da komme aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje.

I begge vers bruges helt konsekvent flertalsformer på -e eller uden endelse (opslå, så).

Gamle salmer følger gamle regler

Det vrimler faktisk med flertalsformer af verber, specielt i salmebogen. Er det fordi det er en særlig kirkelig stil? Nej. Er det så fordi nogle af dialekterne har flertalsformer? Heller ikke.

I ældre bornholmsk og sønderjysk brugte man ganske vist den type flertalsformer. Længst holdt de sig i fjoldemålet, talt i Mellemslesvig, hvor de er optegnet hos Tinne i 1930'erne. Hun udtalte er og var som ær og vår i ental, men eer, voor (med lang vokal) i flertal. Men de forfattere der har mange flertalsformer, er hverken bornholmere eller sønderjyder. Nej, det skyldes simpelthen at der er mange gamle salmer, og indtil 15. december 1900 skulle man bruge flertalsformer i dansk skriftsprog.

Ifølge biskop Henrik Gerner (1629-1700) var flertalsformerne ganske vist forsvundet i det københavnske talesprog allerede på hans tid, i 1600-tallet, og han foreslog at man også skulle holde op med at bruge dem i skrift. Det havde han ikke held med at få gennemført.

Så sent som 1888 og 1892 fastholdt man flertalsformerne i den officielle retskrivning, selv om der i mange år havde været modstand mod dem i skolekredse.

Hvis man ser lidt grundigere efter, bliver det også klart at digterne i hvert fald ikke brugte flertalsformerne konsekvent. Grundtvig skriver for eksempel "Den signede dag med fryd vi ser", men senere i salmen står der: "thi takke vi Gud" og "med venner i lys vi tale". Forklaringen kunne være at ser rimer på mer i linje 3. Men den forklaring holder ikke når han skriver "Skyerne gråner og løvet falder/ fuglene synger ej mer", mens det i vers 3 hedder "lærkerne synge i sky". Hverken gråner eller synger er rimord, så det er ikke derfor han undlader flertalsformerne. Jeg kan ikke se noget mønster, men må konstatere at entalsformer indimellem bruges efter flertalsord, også når det ikke skyldes rimtvang.

Er det sjusk? Grundtvig skrev jo så umådelig meget, så det er gået stærkt. Det er det næppe. Og der er også andre guldalderforfattere der blander formerne. Ingemann skriver "Nu titte til hinanden", men en af hans andre morgensange hedder "Nu ringer alle klokker mod sky". Københavneren Søren Kierkegaard, der er en generation yngre end både Grundtvig og Ingemann, bruger til gengæld altid flertalsformer, også i sit sidste skrift Øieblikket fra 1855, Grundtvig ændrer derimod praksis og bruger flere og flere entalsformer i sine prosaskrifter fra 1820'erne og frem.

Forsinkelse i skriftsprogets udvikling

Indtil nu har det handlet om hvad man skrev i 1800-tallet, men hvad sagde de? I det almindelige dannede talesprog var man som nævnt for længst holdt op med at bruge flertalsformer, men til langt op i 1800-tallet var der to talesprogsnormer, og i det offentlige talersprog, altså i taler og recitation, skulle man tale skriftnært og derfor også bruge flertalsformer, selv om de i øvrigt var gået af brug. Man skulle altså sige "jeg synger" men "vi synge", "hun vågner", men "de vågne", når man talte offentligt, men brugte kun entalsformen (som også blev kaldt fællesformen) i almindeligt samtalesprog.

Det var ikke kun forbenede traditionalister der fulgte dette dobbelte normsystem, også Georg Brandes holdt sig til den gamle skriftnære foredragsstil med flertalsformer. Litteraturhistorikeren Ida Falbe-Hansen (1849-1922) skriver i et brev: "sidst jeg hørte G. Brandes's Forelæsninger brugte han dem – lige til. Vi have, vi ere! Det lød gyseligt!" (brev 15/10 1900).

Vi kan i øvrigt stadig høre Brandes' offentlige talerstil, for der findes på sproghistorie.dk en optagelse af en tale hvor han indleder med at sige "Det er naturligt…" og udtaler ordet det som dæt – fuldstændig efter de gamle regler. Ida Falbe-Hansens vurdering af Brandes’ sprog tyder på at han ikke var fulgt med i ændringerne i dansk sprogbrug, måske fordi han i en årrække havde opholdt sig mere i udlandet end i Danmark.

Det er snarest de ændrede talesprogsnormer der ligger bag den blanding af entals- og flertalsformer vi ser allerede hos de sene guldalderforfattere, selv om flertalsformerne stadig var obligatoriske i skrift. I takt med at man ikke længere skelnede så klart mellem talersproget og samtalesproget, gled de stille og roligt ud af det skrevne sprog.

Og fra 15. december 1900 stod det skolerne frit for om man i undervisningen ville "benytte enten Flertalsformen eller den almindelige Fællesform for Ental og Flertal, idet der dog indenfor samme skriftlige Arbejde ikke bør tillades Sammenblanding af begge Former".

Så med 300 års forsinkelse fik man lov til at skrive som man talte.

Inge Lise Pedersen

Emner