Julekage og fedtfugl

I månedens dialektklumme skal vi se nærmere på hvordan julebagningen foregik i det gamle bondesamfund, hvilke kager man spiste, og hvad man kaldte dem. Beskrivelsen er især koncentreret om udtryk fra dialekterne på Øerne og om tiden før ca. 1870, med andre ord tiden før komfuret blev indført og ændrede betingelserne for (kage)bagning.

Julekage med to betydninger

Når folk ankom til bryllupsgården, fik de et stykke julekage og et glas vin, fortæller en meddeler fra Vester Skerninge på Sydfyn, som led i en beretning om hvordan man fejrede bryllup i ældre tid.

Citatet viser at en julekage ikke bare betød en kage man spiser til jul, men var en bestemt slags kage som man ganske vist især bagte til jul, men også kunne bage ved andre festlige lejligheder. Kagen var af fin gærdej med æg, mælk, sukker og krydderier, der blev bagt i en rund lerform med hul i midten. Betegnelsen julekage for denne type kage var især brugt på Fyn og Tåsinge, på Sjælland og mange andre steder hed den søsterkage.

På Sjælland, Møn og Lolland-Falster havde ordet julekage en anden fast, veldefineret betydning, men her var julekage ikke hvad vi i dag vil forstå ved kage. Efterleddet -kage havde nemlig betydningen 'hvedebrød', og afspejler en tid hvor hvedebrød var en luksusspise man fik ved særlige lejligheder, mens man til hverdag måtte nøjes med brød dvs. 'rugbrød'.

En julekage var altså en slags brød, nærmere betegnet et stort, rundt, ret fladt brød af hvedemel eller sigtet rugmel der blev bagt til at give væk som julerente, en ydelse i madvarer som en gård gav til jul, dels til gårdens tjenestefolk og faste husmand som en del af lønnen, dels personer i lokalsamfundet som gården havde været i kontakt med, fx landhåndværkere eller degnen. Der blev også bagt hvedebrød til gårdens egne folk, men det kaldte man bare kage.

Julebagning omkring 1850

Det vigtigste ved julebagningen i selvforsyningens tid var (ligesom ved hverdagsbagningerne) at få bagt brødet til husholdningen, men lidt ekstra hørte altså også med. Det var ret omstændeligt at varme de store murede bageovne op, men til gengæld kunne ovnen rumme 15-20 store brød eller flere. Man kunne derfor nøjes med at bage cirka en gang om måneden og så til højtiderne.

Opvarmningen foregik på den måde at manden på gården lagde et bål til rette i ovnen om aftenen før bagedagen. Den følgende morgen blev der fyret op i ovnen indtil ovnens vægge var rød- eller hvidglødende. Derefter blev gløderne raget ud og ovnen fejet, og så endelig kunne brødet sættes ind.

Rugbrødene blev sat først ind, for de skulle have cirka tre timer. En time senere kom sigtebrødene ind, og en time efter – hvis der var tale om bagning til jul og andre særlige begivenheder – kom hvedebrød og gærkage ind.

Til jul bagte man også nogle steder juledukker, juleheste, fugle eller andre figurer af hvedebrød som børnene fik som gave ved julebagningen. Den sidste ovnvarme ved julebagningen blev udnyttet til pebernødder. De adskilte sig fra de pebernødder vi kender i dag, ved normalt at være bagt af rugmel blandet med sirup, honning og ølurt.

Men med pebernødder er emnet kager til jul dog ikke udtømt. Også æbleskiver og klejner hørte med. Kager der ikke krævede ovn, men ret nemt kunne fremstilles ved at man stegte dej i en pande eller kogte den i en gryde med fedt, var et populært supplement. Æbleskiver kunne også indgå i julerenten.

Kagenavne

Ordene pebernød, klejne og æbleskive er alle optegnet i hele ømålsområdet, men ved siden af dem er der optegnet særdialektale ord. Nogle er almindelige inden for et område og kan have været den almindelige neutrale betegnelse for bagværket, andre har en mere spredt forekomst og kan have været slangudtryk der blev brugt – sideløbende med normaludtrykket – for sjov eller for at provokere. Orddannelsen kan være motiveret af bagværket udseende eller den måde det er fremstillet på, eller begge dele. Vridefitte er et eksempel på det sidste.

Vridefitte og fedtfugl

Vridefitte er optegnet spredt i hele ømålsområdet (og for øvrigt også i jysk), bl.a. på Thurø.

En lokal optegner fra Thurø skriver i 1968 om et besøg hos et ældre ægtepar på Tåsinge:

”En 89-årig gammel mand fortalte mig udtrykket fedtfugl, og tilføjede, at der var et andet navn for klejner, men det var helt ”uanstændigt”! Hans kone der sad ved siden af (er 83 år) var ikke så fintfølende. Vi sagde også ”Vrie-f…..!” – Så lo vi. (Men pokker om jeg kan få mig selv til stave ordet lige ud)”.

Optegnerens og den 89-åriges problem er at fitte er et ord for de kvindelige kønsdele og klejnebetegnelsen er selvfølgelig affødt af den sprække den ene ende af klejnen vrides igennem. Efter samme mønster er dannet snofitte og krængefitte.

Mere uskyldigt er fedtfugl der blev brugt på hele Vestfyn (stedvis varierende med fugl) – eller er det? Fugl har nemlig også været brugt om de kvindelige kønsorganer, og det virker sandsynligt at fedtfugl oprindelig, ved dannelsen, var baseret på samme association som vridefitte.

Fugl i betydningen 'kvindelige kønsorganer' ser imidlertid ud til at have været på vej ud af dialekten allerede i 1800-tallet, og fedtfugl synes ikke at have været opfattet som upassende, jf. igen den 89-årige fra Thurø og en vestfynsk meddeler der i 1930'erne bemærker om fedtfugl at ”alle kan bruge det og ved enhver Lejlighed”.

Omvendt kan vi heller ikke gå ud fra at vridefitte har haft samme valør i det gamle bondesamfund som på Thurø i 1968. Det kan engang have været opfattet mere som morsomt end som provokerende. Normerne for sprogbrug var anderledes i det gamle bondesamfund.

Nøddenavne

Pebling eller peblingnød er optegnet spredt på Fyn og Tåsinge. Ordet pebling kender mange nok som et ord for latinskoledreng i gamle dage, men hvad har de med pebernødder at gøre?

Nok ikke noget. Der er formentlig tale om to forskellige ord: Pebling i betydningen 'skoledreng' går tilbage til det gammeldanske pæpling i betydningen 'lille præst', en diminutiv af det middelnedertyske ord pape for 'præst', mens kagenavnet antagelig kommer af et ord med grundbetydningen 'noget småt og rundt'. Pebling er også kendt i sammensætningen peblingmælk der er en varm ret med melboller i, bollemælk med andre ord.

Bækkernød er en variant af pebernød. Ordet er optegnet i Horne og Svanninge på det sydvestlige Fyn, og sammensætningen er givetvis lånt fra Sønderjylland hvor bækkernød i betydningen 'pebernød' har været almindelig i hele den østlige del og stadig er kendt af mange.

Førsteleddet er det nedertyske ord bächer 'bager' i fordansket form. Oprindelig har ordet formodentlig betegnet pebernødder som var købt hos bageren, men senere er det gået over til at betegne en særlig slags, som det fx fremgår af meddeleren fra Svanninges forklaring (fra 1953):

”man bagte begge slags til jul; bækkenødder var af hvedemel og toppede, runde, pebernødder mere kantede”.

Hvis disse eksempler har givet appetit på flere kageord, kan man fx give sig i kast med Ove Rasmussens artikel der beskriver svineøre, ræv, vredne unger, vredne drenge og 35 andre jyske klejneord, og Inge Lise Pedersens artikel med meget mere om de grydekogte kagers historie – se litteraturlisten.

Asgerd Gudiksen

Emner