Når Fanden skider. Ordsprog og talemåder i bornholmsk sprogdragt (første del)

I kælderen under Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab finder man instituttets klimaarkiv, som rummer samlinger af unik kulturhistorisk og forskningsmæssig værdi. En af arkivets nærmest helt ukendte perler er en stor samling af bornholmske ordsprog og talemåder i et manuskript på over 1600 håndskrevne sider.

Materialet dukkede op for et par år siden ved det indledende arbejde med Bornholmsk Ordbog, og det har da også fundet vej til arkivet via den nu afdøde bornholmske ordbogsredaktør Aage Rohmann (1895–1982), som indleverede det i midten af 1970’erne.

Folkets bramfri tone

Den type af ordsprog, talemåder og faste vendinger, som manuskriptet indeholder, går på bornholmsk under samlebetegnelsen ortoi ("ordtøj"), og manuskriptet bærer da netop også titlen Borrinjholmst Ortoi. Indholdet er ikke blot interessant i sproglig henseende, men i allerhøjeste grad også i et bredere kulturhistorisk perspektiv. Det giver indsigt i en fælles kulturarv, og vendingerne kan måske ligefrem siges at belyse "folkesjælen".

En stor del af materialet kendes ganske vist også fra rigsmålet og andre dialekter, men i sammenligning med de i rigssproget gænge talemåder finder man ofte en mere bramfri tone i de bornholmske pendanter. Stillejet er ofte lavere, ja ikke sjældent i retning af det latrinære. Eksempelvis findes en pendant til udtrykket et uheld kommer sjældent alene, som på bornholmsk kan udtrykkes som:

(1)
Når fanijn sjider, sjider hajn i stakka
Når Fanden skider, skider han i stakke

(Om den ortografiske gengivelse: Se faktaboksen til højre. Alle citaterne er indlæst af Alex Speed Kjeldsen).)

Samme niveau befinder vi os på, når man om den, der betaler kontant, kan sige:

(2)
Hajn, dær betaller, va hajn kjøvver, kajn slæppa ejn sjid, når hajn løvver
Ham, der betaler, hvad han køber, kan slippe en skid, når han løber

og når man om den overdrevent pertentlige kan sige, at

(3)
hajn e så akkurâter, a hajn torr rawen, ijnnan hajn sjider
Han er så akkurat (pertentlig), at han tørrer røven, inden han skider

eller som i den følgende kommentar til, at det er let at være stor i slaget, når man har sit på det tørre:

(4)
De e ijnnen sâg å sjida, når rawen e fujll
Det er ingen sag at skide, når røven er fuld

Indsamlet gennem mere end 60 år

Materialet er indsamlet af Hans Johansen (1877–1954) i en periode på over 60 år. Johansen blev født i Svaneke og tog lærereksamen og var sanglærer ved Gjedved Seminarium. Han arbejdede som lærer ved Ibsker Nordre Skole (på Østbornholm) fra 1902 til 1907, hvorefter han blev kommunelærer og klokker/kantor i Rønne og fra 1931 viceskoledirektør i Gentofte frem til sin pensionering i 1947.

Kantor Johansen, som han almindeligvis kaldes på Bornholm, er særlig kendt for i ellevte time at have optegnet de gamle bornholmske folkeviser. De blev indsamlet i perioden 1894–1906 og udgivet i 1908. Sideløbende med denne indsamling optegnede han imidlertid en mængde gamle faste udtryk og vendinger, og disse optegnelser fortsatte han med op gennem tiden, indtil han gik på pension i 1947 og nærmest fuldstændigt helligede sig bearbejdelsen af det indsamlede materiale indtil sin død i 1954. Det blev da også en imponerende samling på 14.000 kartotekskort, og han efterlod sig et manuskript til en samlet udgave.

Højrøvede, dovne, utålmodige og vantrevne personer

Flere kategorier er ganske velrepræsenterede i kantor Johansens samling, og en af dem er kommentarer til negative personegenskaber, jf. eksempelvis dette lille udpluk:

(5)
om de højrøvede:
Di e så hoirawada, a ejn kajn ønte nå dom te ænnajn me en tækkjerawt
De er så højrøvede, at man ikke kan nå dem til enden med en tækkekæp

(6)
om konsekvenserne af dovenskab:
Ætte lâder arm kommer tommer tarm
Efter lad (doven) arm, kommer tom tarm

(7)
om klø (med en hasselkæp) som middel mod dovenskab:
Fulsot koreres bæst me hâzelfitt
Fulsot (dovensyge) kureres bedst med hasselfedt

(8)
om den, der venter i utålmodighed:
Når stakkala ska te gjæstabodds, så bler’ed alri dâ
Når stakler skal til gæstebud, bliver det aldrig dag

(9)
om den, der (med rette) føler sig truffet:
dæjn sjidena târ sai te rawen
Den beskidte tager sig til røven

(10)
om den vantrevne:
hajn hâr nokk hatt ejn bâgpatta
Han har nok haft en bagpatte (billedet er hentet fra grise, idet soen tit har mindre mælk i bagpatterne)

(11)
om den (meget) påpasselige:
Går du te hælvede i din bâra raw, sver du ønte boisarna
Går du til helvede i din bare røv, svider du ikke bukserne

(12)
om den uempatiske:
Ejn kajn’te krysta blo idå ejn sten
Man kan ikke klemme blod ud af en sten

(13)
om den, der begår dumheder, men burde vide bedre:
De e’nte bællastraier, når gammel kjælijn dajnsar
Det er ikke barnestreger, når gammel kælling danser

Kommentarer til mange andre negative personegenskaber har også fundet vej til Johansens samling, men i stedet for at fortsætte opremsningen vil jeg citere fra Otto J. Lunds Jem å Jor fra 1948 (se faktaboks), hvor Stina, der er godt skåret for tungebåndet og ofte udtrykker sig i ordsprogslignende vendinger, effektivt lukker munden på en præst, der opfordrer til unødig ødselhed. Han vil have hende til at komme i kirke, men dette kræver jo investeringer i nyt tøj (ortografien tilpasset, min fremhævning):

(14)
"Å så skujlle jâ væl maia mai ud i sølkjekjâul å plyskåva lissom di andre râvinarna, dær komma dær?" "Nâ, de behøva ni væl ikkje ævent; men lid pent, årdentlit toi hâ ni nokk rå te å skaffa", mente præstijn. "Ja, viss jâ’nte hadde mijn bøgg å fyjlla, så kujnne jâ min raw forgjyjlla", kom’ed vasst frå Stina. Dætta swâred kujnne præstijn ønte ræjti gje ijænn på, mæn nörlada å.
"Å så skulle jeg vel maje mig ud i silkekjole og plyskåbe ligesom de andre narrehatte, dær kommer dær?" "Nå, det behøver De vel ikke ligefrem, men lidt pænt, ordentligt tøj har De nok råd til at skaffe", mente præsten. "Ja, hvis jeg ikke havde min bug at fylde, så kunne jeg min røv forgylde", kom det hvast fra Stina. Dette svar kunne præsten ikke rigtig give igen på, men traskede afsted.

Kællinger og andre kvindfolk

Kællinger og andre kvindfolk er en anden velrepræsenteret kategori (ordet "kælling" er mindre negativt ladet i bornholmsk, og "kvindfolk" er helt neutralt – "kvinde" bruges ikke). Det hedder fx:

(15)
Kjælijnadajns å ânklasår, de vârar ver så læjnne varden står
Kællingedans og ankelsår, det varer ved så længe verden står

(16)
Træsko å vâunjâul slides op, mæn ejn kjælijnamujn kajn ble ver å gå
Træsko og vognhjul slides op, men en kællingemund kan blive ved at gå

(17)
Svirenes konna e ejn ængel i sæjnnen, mæn ejn dævl i stâuan
Svirende kone/kvinde er en engel i sængen, men en djævel i stuen

Fortsættes...

I næste måned afsluttes føljetonen om de bornholmske ordsprog og talemåder, når vi ser nærmere på udsagn om børn og barnlige sjæle, nedarvede egenskaber og vejr og vind samt såkaldte skæmtesprog (Wellerismer).

Alex Speed Kjeldsen