Nue – et dialektalt tøveord

En pause kan signalere, at man er færdig og overlader ordet til den, man samtaler med. ”Derfor kan det være farligt at holde pause, mens man tænker sig om”, som Elbro og Hansen skriver i en beskrivelse af talesproget (i Mål og Mæle 13,2 s. 13).
De mest almindelige tøveord er øh(m) og æh(m), der bruges over hele landet. Man kan læse om ordene og se eksempler på brugen af dem på samtalegrammatik.dk.

Visse dialekter har også deres egne tøveord, fx nue/nøve og numme/nomme. Dialekterne har særtræk inden for alle områder af sproget: udtale, bøjning, syntaks, orddannelse og ordforråd, så det er ikke overraskende, at de også kan have deres egne tøveord. Her skal det handle om nue/nøve.

Geografisk udbredelse

Tøveordet nue/nøve har en ret stor udbredelse. Det findes på Amager, Sjælland, Møn og Bornholm, samt i Skåne. Men ikke i København. En sådan udbredelse tyder dog på, at ordet også har været brugt i ældre københavnsk, men er gået af brug før 1850, hvor vi har de ældste kilder til københavnsk talesprog.

På Sjælland er ordet især almindeligt i det nordlige Nordsjælland – nord for en linje fra Stenløse til Tårbæk – og i det sydlige Sjælland, i dialektområdet Sydsjælland (se kortet her ovenfor). I resten af Sjælland er det mere sporadisk registreret. Formentlig har ordet tidligere været almindeligt på hele Sjælland.

Etymologi

Som man nok kan se på formen nue, har nue sin oprindelse i adverbiet nu. Ved tøven kan énstavelsesformer udvikle en tostavelsesform, fx men > menne, at > atte. Fænomenet beskrives sommetider med det malende ord slæbning. Det må være sket for nu. Men mens menne og atte kun kan bruges for men og at, så er nue blevet et selvstændigt ord, der bruges på steder, hvor nu ikke kan forekomme – se om brugen nedenfor.

Ordet nu havde oprindelig lang vokal, og langt u kunne på store dele af Sjælland og på Møn udvikle sig til øv (se kortet). Det hed altså nøv. Og svarende til nue dannedes nøve.

I nogle transskriptioner af båndoptagelser er der skrevet nu, hvor der siges nue, idet man ikke har været opmærksom på formen nue. I nogle få fonetiske optegnelser fra Sjælland og Møn er énstavelsesformen dog noteret som tøveord.

Brug af nuve/nøve

I det følgende skal gives en række eksempler på brugen af nue/nøve. Eksemplerne fra Amager, Sjælland og Møn er hovedsagelig hentet fra båndoptagelser med dialekttalende, mens eksemplerne fra Bornholm er hentet fra Bornholmsk Ordbog på nettet, og de stammer alle fra forfatteren Otto J. Lund. (Se samtlige eksempler fra Bornholmsk Ordbog; du skal scrolle lidt ned ad siden).

Mest almindeligt er det, at nue/nøve bruges som indledning til en sætning, på det sted, hvor sætningen planlægges. Det kan være allerførst, fx ved et talerskift. Eller det kan være efter den indledende konjunktion (bindeord som men, og, for, at), eller efter og så:

Nøve, her har vi det nu på en anden vis. (Sydsjælland)

hanj hadde nâd (noget) majed alvårlit å ville snakka menj (med ham) om å begjynte âu: Nue, va mener du nu om Gårinj Pâul? (Bornholm) – se teksten

Vi havde en fjerdepart med roer og - en fjerdepart med græs og så resten med sæd. Men-e nue da vi havde så meget kreatur, så måtte jeg jo sørge for at komme ud og hente halm … (Sydvestsjælland)

[Karl har taget skylden for noget Paul har gjort] Vårfor sâ du, a de va daj? for ded passer ju slet ikje. - Jo, for nue Pâul e altid så goer (god) mod maj, å nue derfor vella jâ tâ Pryln (pryglene) for hannem. (Bornholm) – se teksten

… så jeg forstår godt på en måde at nue - at nue - det er blevet som det er. (Sydsjælland)

Og så nøve 1908 der kom jeg til Lyngby. (Nordsjælland)

I en del tilfælde bliver det kun til ansatser til sætninger: Den talende begynder på en sætning, men afbryder den og begynder forfra på en anden sætning:

For det år der var vi meget dybt nede (i dybe tørvegrave, ved tørvegravning). Men nøve - Ja så går man jo ned i sådan et hul … (Nordsjælland)

I andre tilfælde tøver man før et sideordnet verbum med tilhørende led:

[Silden blev hængt ud at lufte] Og så hængte den derude en nat, så den lige var vindet. Så tog mor dem ind og nue lagde dem på panden og så stegte den … (Nordsjælland)

Derimod er det forholdsvis sjældent, at tøveordet kommer før et enkelt sætningsled som fx objekt:

Og heste de fik nøve hakkelse. (Nordsjælland)

Nøve han er død

”Jeg husker, at jeg selv som barn brugte nøve så meget, at en ældre søster fik mig vænnet af med det ved hver gang at sige: ”Nøve - han er død” (Møn).

Nøjagtig samme reaktion og replik er optegnet på Bornholm, her blot med nue: ”Nue hanj æ dør”.

Der er ganske rigtigt mennesker, der er storforbrugere af nue/nøve. Rekorden blandt de interviewede dialekttalende har en landarbejder fra Nordsjælland, der siger nøve 30 gange i et interview på 30 minutter. Jeg var selv med til at interviewe ham, og han var på ingen måde en usikker sprogbruger eller usikker person. Tværtimod. Hos ham må det være en vane.

Men han er ikke typisk for de interviewede. De fleste af dem har kun få eller ingen forekomster af nue/nøve.

Måske har tøveordet været mere almindeligt i ældre tid og i mere uformelle situationer end interviews. I hvert fald skriver Espersen omkring 1850 om bornholmernes brug af nue som udfyldende Partikel: ”mange benytte den i deres Tale kun altfor hyppigt, ofte efter nogle faa Ords Mellemrum”. (J.C. Espersen (1908): Bornholmsk Ordbog s. 239)

Karen Margrethe Pedersen

Emner