Østmønsk og vestmønsk – sociale forskelle afspejlet i dialekten

Dialektforskellene på den forholdsvist lille ø Møn er ganske vist ikke helt så store og næppe heller så gamle som dem vi tidligere har skrevet om på Samsø. En del af dem er først opstået med sociale forskelle i 1700-tallet, da selvejerne på Vestmøn begyndte at modernisere deres sprog og dermed markere deres position over for de østmønske fæstebønder. Ikke desto viser dialektoptegnelserne et tydeligt skel mellem østmønsk og vestmønsk.

Der er ikke mange steder i Danmark hvor naturen har skabt alvorlige hindringer for samfærdslen; det er snarere kulturforskelle der har betinget dialektforskellene. For eksempel mellem fiskere og bønder eller mellem de områder hvor bønderne levede af kornavl, og de skovrige egne hvor landbruget blev kombineret med bierhverv knyttet til skoven, fx kulsvidning eller fabrikation af båndkæppe bl.a. til at binde om smørdritler. Skovbønder og slettebønder havde ikke meget interessefællesskab og ikke meget kontakt med hinanden, derfor kunne der opstå forskelle som ikke blev udlignet, men tværtimod med tiden uddybet.

Mange steder skyldes forskellene at ét område er mere konservativt end naboområdet. Det gælder fx Sydlangeland hvor man har holdt fast i de traditionelle ord og former i længere tid end man har på Nordlangeland. For at forstå hvorfor, må vi se på historien. Lokalhistorien er ofte nøglen til forståelse af dialektgrænserne.

Forskelle mellem øst og vest

Det gælder også Møn hvor der hverken er samfærdselshindringer eller helt forskellige typer landbrug, men alligevel har man indtil nyeste tid tydeligt kunnet høre om en mønbo var fra Borre eller Fanefjord.

Lyt til et lydklip med dialekttale fra Borre på Østmøn (2:14 min.). Eller lyt til lydklippet og se transskriptionen på dialektkortet.

Det var især udtalen af ord på -nd og -ng der røbede det. I Borre og på resten af Østmøn sagde man be˛˙ "binde" og så˛a˛j˛ "sand"; æ˛˙ betød både "ende" og "enge", og både "finder" og "finger" blev udtalt som fe˛j˛ɹ.

I Fanefjord sagde man derimod be˛ð˛˙ "binde", æ˛ð˛˙ "ende" og fe˛ð˛ɹ "finder", men ve˛j˛˙ "vinge",  æ˛j˛˙ "enge", fe˛j˛ɹ "finger" og  sa˛j˛ "sang". På Vestmøn skelnede man altså mellem -nd og -ng, idet nd-ordene blev udtalt med et nasaleret blødt d.

Det bløde d har i det hele taget vundet indpas på Vestmøn, mens det ikke blev brugt på Østmøn. I Fanefjord begyndte man at bruge blødt d ikke blot i ord skrevet med -nd, men også i ord som beəð "bed", boəð "båd". Det var en form for modernisering, hvorved man fjernede sig fra de mere konservative østmønboer. 

Der var formentlig i forvejen visse forskelle mellem øst og vest, bl.a. udtalte man i Fanefjord ord som bage, kage blot med et langt a:  ba˙ ka˙ "bage kage" lige som naboerne på Falster og i Sydsjælland, mens det mod øst hed ba˙w˙ ka˙w˙, og mens man i Borre sagde de ka jædə höwse "det kan jeg ikke huske", hed det i Fanefjord de ka jænte (eller jænne) höwse. Og forskellene mellem de to områder voksede, fordi beboerne fik forskellige livsomstændigheder.

Selvejere og fæstebønder taler forskelligt

I middelalderen var Møn et velhavende område med to købstæder, Stege og Borre. Mønboerne var stærkt involverede i sildefiskeriet i Øresund, men da silden forsvandt, gik det tilbage for øen. Borre blev nedbrændt af lybækkerne i 1510 og svandt ind til en landsby i takt med at adgangen til havet sandede til i 1600- og 1700-tallet. Stegeborg blev ødelagt under Grevens Fejde, og Steges indbyggertal gik meget tilbage, og i 1659 blev øen erobret af svenskerne og plyndret.

Efter reformationen ejede kronen efterhånden hele øen, og i 1685 blev hestgarden forlagt til Møn, og gardens chef blev amtmand. Han udplyndrede øen, så den var ganske ødelagt da garden blev flyttet i 1697 – og chefen fængslet. Derefter blev det bedre tider. Bønderne blev fri for hoveri, vornedskabet blev ophævet (på Møn), og i 1769 blev krongodset udbudt til salg. Bønderne forsøgte at købe det, men det lykkedes kun delvis: 257 bønder i Fanefjord, på Bogø og Nyord blev selvejere, mens bønderne på Østmøn blev hoveripligtige under et antal hovedgårde. Dermed opstod et socialt skel mellem de vestmønske selvejere og fæstebønderne på Østmøn.

Inge Lise Pedersen