Ordforrådet i ældre ærøsk

Når man læser de 12 bind igennem som til dato er udkommet af Ømålsordbogen, fra ordet abber til march, støder man på langt over hundrede ord der kun er optegnet på Ærø.

Det er ikke fordi der er optegnet flittigere på Ærø end andre steder. Det er tilsyneladende heller ikke fordi ærøboerne har været særligt kreative og dannet en masse nye ord. Jeg er i hvert fald kun faldet over et par stykker, bl.a. at frøer når de kvækker i kor, kaldes kærræbber. Hvad skyldes det mon så?

Holdt længere ved nogle ord

Noget af forklaringen er nok at Ærø ligger i udkanten af ømålsområdet, og at man har holdt fast i en del gamle ord som er gået af brug i de andre ømål. En del af de ærøske særord er faktisk gamle danske ord som i de andre ømål blot er skiftet ud med andre ord. Det gælder fx kvæge ild "tænde op", kålgård "urtehave", løv "vand til at vaske sig i" (det indgår i lørdag, ældre løverdag). Senere i alfabetet vil vi støde på ven "når, hvis" (som hverken er fra tysk wenn eller engelsk when, men kommer af ældre dansk hwenær "hvornår") og øbe "råbe".

I andre tilfælde har ærøsk bevaret en gammel betydning som andre steder er forladt. Ble blev fx længe brugt med sin gamle betydning "lagen" som vi kender fra middelalderens landskabslove, mens det vi kalder en ble i dag, blev kaldt barneklæde eller blot klæde, og hjald var på Ærø et stængeloft over lo eller stald, ikke de pinde som hønsene sidder på. Og ordet kræ beholdt betydningen "hornkvæg", så en kostald kunne hedde både kræhus, krælade og kræstald, kotøjr hed krætøjr, et kræmarked var et kreaturmarked, og kræsteg var oksesteg.

Lyt til ærøsk: Taleren er fra Bregninge og født i 1893. Optagelsen er fra 1985. Og lyt til mere dialekt via dialektkortet

Sprogligt fællesskab med sønderjyder

Langt de fleste af de ord som Ærø er ene om blandt ømålene, deler ærøboerne med deres naboer mod vest, sønderjyderne. Både kålgård, ven og øbe kendes således stadig af sønderjyderne (se her på dialekt.dk om tre generationers ordforråd).
Disse ligheder med sønderjysk skyldes at Ærø i århundreder har haft tæt forbindelse med Sønderjylland: Administrativt hørte Ærø fra 1200-tallet sammen med Als og Sønderjylland.

Først efter krigen i 1864 blev det en del af Svendborg amt. På det kirkelige (og dermed også det skolemæssige) område hørte både Als og Ærø til Fyens Stift, bortset fra en kortere periode 1819-64 da de to øer udgjorde et eget stift. Op gennem hele 1800-tallet tog både karle og piger pladser på Als og rundt omkring i Sønderjylland, mange ærøboer arbejdede på teglværkerne på Als, og mange ærøboer giftede sig med alsinger, også efter 1864 da Als kom under tysk styre. Kommunikationen mellem Ærø og Sønderjylland hørte altså hverdagen til og var langt mere omfattende end det der foregik på det administrative plan.

Indflydelse fra tysk

Ærøboerne levede således til dels med i den sønderjyske sproghistorie hvor århundredlange almenkulturelle og handelsmæssige forbindelser betød at tysk sprog, ikke mindst nedertysk som langt op i tiden var handelssprog, fik en mere langvarig og langt mere intens indvirkning på ordforrådet end i det øvrige Danmark. Det er i høj grad disse tyske, frem for alt nedertyske, låneord som Ærø og Sønderjylland er fælles om.

De fælles låneord er dels almensproglige ord der kan bruges i mange forskellige stilarter og sammenhænge som bedure "beklage", biswilen "indimellem", fejt "voldsomt, slemt" (fra fransk fait via tysk), frilig "ganske vist", geskejt "dygtig, duelig". De fleste nedertyske lån betegner dog dagligdags foreteelser i det ældre landbosamfund. Det gælder ord som forværk "hest og vogn", glaser "glarmester", kritbar "trillebør" (fra frisisk), køks "kogekone", kåd "husmandssted" – hvortil man på Ærø har dannet kådbo, mens en husmand på Als hedder kådner som i nedertysk.

Mange af låneordene betegner noget spiseligt, fx bom "slik" (fra fransk bonbon via tysk), gevyrts "krydderi", hedeviger "fastelavnsboller" (nedertysk Heetweggen), tadder "boghvede" (tysk Taterkorn, altså tatarkorn), og sidst men ikke mindst den marstalske lækkerbisken fyttener som er en slags friturekogte æbleskiver med fyld af korender rullet i flormelis (nedertysk Förten, diminutiv til nunnekenfurt "nonnefis").

Det er ord der hører til dagligsproget, og det er ikke kun urgamle ord. Klejner kaldes således vredne knægte, nok ikke uden sammenhæng med at de i Sønderjylland hedder vredne drenge og piger eller vredne unger. Men det mest iøjnefaldende er de mange nedertyske lån som kun har været brugt på Ærø og i Sønderjylland.

Inge Lise Pedersen

Emner