Grøjset, mewsen og Chewen – særtræk i ærøsk

Ærøsk hører til den fynske dialektgruppe der sammen med dialekterne på Sjælland, Møn og Lolland-Falster udgør ømålene. Sproget på de små øer Drejø, Lyø, Avernakø og Birkholm regnes også med til ærøsk. Ærøsk har dog en række markante afvigelser fra de øvrige fynske dialekter. Nogle vidner om den påvirkning fra sønderjysk der er resultatet af tæt kontakt gennem århundreder mellem Ærø og Sønderjylland.

To køn fra sønderjysk

Det mest gennemgribende eksempel på påvirkningen fra sønderjysk er genusforenklingen: dag, hat, hund, mand, bog, kvinde, lus, nat er fælleskøn på ærøsk. En form som dagen virker ikke påfaldende set med nutidsøjne, men dialektgeografisk set er den bemærkelsesværdig. Mens ærøsk (ligesom rigsdansk) har to køn: fælleskøn og intetkøn, har alle de øvrige traditionelle ømål nemlig tre køn: hankøn, hunkøn og intetkøn (ligesom fx tysk), og dag, hat, hund og mand er hankøn i de øvrige ømål, mens bog, kvinde, lus og nat er hunkøn.

Ordets køn fremgår både af den ubestemte artikel og af bestemthedsendelsen. På fynsk fx bøjes dag altså i daw, dawi, og nat bøjes en nat, natten, mens dag på ærøsk bøjes en dag, dagen ligesom nat. 

Bom og andre lån

Et andet eksempel på påvirkningen er at ord der betegner dyreunger, er intetkøn. Det hedder et gris, et kalv og et unge både på ærøsk og sønderjysk. Ellers er det især inden for ordforrådet man ser spor af kontakten med sønderjysk. Som eksempler på låneord fra sønderjysk i ærøsk kan fx nævnes køks 'kogekone', køkse 'lave mad', kåd 'lille landbrugsejendom', kådner 'ejer af en kåd', hylle 'hue' (også specielt om den kvindehue der var en fast del af kvindedragten i ældre tid), istædig 'meget stædig', fx om en hest, og endelig bom i betydningen 'bolsje, slik', der stadig er almindeligt brugt både på Ærø og i Sønderjylland.

Grøjset og mewsen

Det er dog langt fra alle de ærøske særtræk der er resultatet af påvirkning fra sønderjysk. Det gælder fx udtalen grøjs for gris og mews for mus.

I de traditionelle ømål modsvares lang vokal oftest af en diftong. I ærøsk modsvares e, ø, å af iə, yə, uə ligesom i de øvrige ømål (undtagen vestfynsk), dvs. at fx mere, høre og låse udtales miərə, hyərə, luəsə. Billedet er mere broget når det gælder modsvarighederne til langt i, y, u. Der er variation mellem på den ene side de ærøske landdistrikter og på den anden side de ærøske byer og småøer (Drejø, Lyø osv.) foruden de øvrige fynske dialekter. Og der er også eksempler på at rigsmålets lange vokal modsvares af kort vokal, bl.a. i langelandsk, som det fremgår af dette skema:

	Ærø	Marstal, Ærøskøbing, Ærø-øer	Tåsinge	Langeland
Rm. i:  fx. gris, bi	et grøjs en bøj	et grejs en bej	i gris en bej	i gris en bi
Rm. y: fx by	en buj	en bøj	i bøj	i bøj
Rm. u: fx mus	en mews	en møws	i mews i møws	i møws i myws

Chewen på Ærø

Også når det angår konsonantudtalen, finder man ærøske særtræk, men også ligheder med de øvrige fynske dialekter. Fælles med de øvrige fynske dialekter er at ærøsk ikke har "blødt d", så mad udtales ma, blod udtales blo osv. Fælles er også at n-lyden er svundet i ord der skrives med -nd, fx ind, vand, mund, og er erstattet af en udtale med nasalvokal og ofte efterfulgt af et j. Udtalen af rigsmålets k- og -r(e)n er derimod speciel i traditionelt ærøsk.

Ærøskøbing optræder både i ældre skriftlige kilder og blandt befolkningen oftest under navnet Købing. At byen hedder Købing, kan dog nok være lidt uigennemskueligt for en udenøs. Udtalen er nemlig – helt regelret for traditionelt ærøsk –  Chewən. Navnet er et eksempel på at k- er udviklet til ch- foran i, y, e, æ, ø, ö. Det hedder altså også fx che:rgə (kirke), chæb (kæp), chøs (kys). En lignende udvikling er sket i vendsysselsk og bornholmsk hvor k- i begyndelsen af et ord udtales tj-, men udtalen ch- er altså speciel for ærøsk. Også g- i forlyd er palataliseret, så gæs, gøre og give fx hedder jæs, jøre, jive. j- er imidlertid ikke specielt ærøsk, men findes også i langelandsk, lollandsk – og vendsysselsk.

Ma:dn har et ba:dn

Et andet eksempel på et ærøsk særtræk er udviklingen af -rn > -dn, så barn og korn udtales ba:dn, ko:dn. Udtalen kan også ramme tostavelsesord som Maren (Ma:dn). Denne udvikling findes ikke i andre danske dialekter. Derimod er den kendt fra islandsk, færøsk og vestnorsk. Udtalen ba:dn osv. skyldes dog ikke påvirkning fra vestnordisk, men er en paralleludvikling.

At udviklingen har kunnet ske flere steder, er ikke så overraskende når man tager i betragtning at r tidligere har været et tungespids-r. Ved udtalen af tungespids-r er tungens placering nemlig tæt på den placering som tungen har ved udtalen af d, så på sin vis er ændringen ikke ret stor.

Tonale accenter

Ærøsk befinder sig syd for stødgrænsen som i Fynsområdet følger landevejen mellem Nyborg og Fåborg, og ærøsk er altså stødløst. Til gengæld har ærøsk "tonal accent", dvs. at ordene har enten accent 1: en stigende-faldende "ordmelodi" eller accent 2: en stigende.

Også dette træk har ærøsk tilfældes med sønderjysk – dog kun østligt sønderjysk. I dette tilfælde er der imidlertid ikke tale om påvirkning fra sønderjysk, men om at de to områder har bevaret et gammelt fællesskandinavisk træk, mens områderne nord for stødgrænsen har erstattet de to toner med en modsætning mellem stød og ikke-stød. Også svensk og norsk har nemlig ordstoffet opdelt i accent 1-ord og accent 2-ord.

Igen er ærøsk dog lidt for sig selv. I svensk, norsk og sønderjysk er hovedreglen at enstavelsesord har accent 1og (oprindelige) tostavelsesord har accent 2. I ærøsk – og ligeledes tåsingsk og sydlangelandsk for øvrigt – har også oprindelige tostavelsesord accent 1, hvis de historisk set har lang vokal. Det betyder at lyse har accent 1 lige som lys, mens læsse har accent 2 på ærøsk.

Endnu kan man høre rester af de tonale accenter – også hos yngre. Alle de øvrige særtræk er derimod for længst forsvundet. Hvordan det ellers står til med ærøsk i dag, vender vi tilbage til en anden gang.

Asgerd Gudiksen

Emner