Sygdom og svenskere – morfologisk forenkling i kølvandet på en epidemi

I januars og februars dialektemne argumenterede Inge Lise Pedersen for, at pesten og krigens hærgen omkring 1660 kan forklare udviklingen af sekundære sønderjyske og vestfynske diftonger. Hun nævnte også, at Viggo Sørensen og Kristian Ringgaard tidligere har argumenteret for, at en række sydjyske dialektgrænsers forløb formentlig skal ses i samme lys, idet det ville kunne forklare, at flere centrale vestjyske træk har spredt sig som en kile ind i det sydøstjyske sprogområde.

Mens Sørensen og Ringgaard anskuer udviklingen i et traditionelt dialektperspektiv, anlægger Pedersen et sociolingvistisk perspektiv og betragter udviklingen i lyset af de særlige demografiske forhold med mange tilflyttere til et mere eller mindre affolket område.

Særlige bøjningsformer i Gudhjem

I denne måneds dialektemne vil jeg argumentere for noget tilsvarende i relation til en særlig varietet af bornholmsk, nemlig den gudhjemske.

I ældre tid udviser sproget i Gudhjem en række særtræk i forhold til traditionelt bornholmsk, ikke mindst en udpræget tendens til at foretrække mere regelrette bestemthedsformer af substantiver. 

Traditionelt bornholmsk har, i modsætning til rigsmålet, bevaret det gamle trekønssystem, som bl.a. kommer til udtryk i den bestemte artikel. Mens man i rigsmål har endelsen -(e)n i fælleskøn (fx kjolen, skjorten) og -(e)t i intetkøn (fx huset), har man mere variation i bornholmsk, hvor det i singularis fx hedder

1. maskulinum: kjâulijn 'kjolen' og ænnajn 'enden'
2. femininum: bågen 'bogen' og  sjâurtan 'skjorten'
3. neutrum: huzed 'huset' og örad 'øret'

I traditionelt bornholmsk savnes hele eller dele af bestemthedsendelsen imidlertid ved maskuliner med udlyd på palatalt -l og -n, femininer og plurale neutrumsord med udlyd på (dentalt) -n og singulære neutrumsord med udlyd på -d (-ð). I Gudhjem gennemførtes de almindelige endelser dog også i disse tilfælde. Forskellen er illustreret i tabel 1.

Køn	Udlyd på	Eksempel (trad. bornholmsk)	Eksempel (Gudhjem)
Maskulinum	-jn	majn 'manden', hujnn 'hunden'	majnijn, hujnnijn
	-jl	bujlljn 'bolden', tåjljn 'tolden'	bujllijn, tåjlijn
	-j	væjn 'vejen' (ubest. vai), gjöjn 'gøgen'	vaiijn, gjöjijn
Femininum	-n	ân 'anden', hånn 'hånden'	ânen, hånnen
	lang vokal + l/r	soln 'solen', jorn 'jorden'	solen, joren
Neutrum	-d (-ð)	fâd 'fadet', hâud 'hovedet'	fâded, hâuded
	-n (i pl.)	ben 'benene', nawn 'navnene'	benen, nawnen

Tabel 1: Oversigt over bestemthedsformer i hhv. traditionelt bornholmsk og i den gudhjemske variant fordelt på de tre køn ('jl' og 'jn' betegner palatalt l og n, 'â' betegner det mørke a)

Den første til at påpege de særlige Gudhjem-former var P. N. Skougaard i sin Beskrivelse over Bornholm fra 1804. De nævnes også i Espersens ordbog, der blev udarbejdet i 1850'erne, men først udkom i 1908; ligesom de beskrives i den af Wimmer & Thomsen udarbejdede indledning til samme værk. Her beskrives de som et tidligere forekommende særtræk, hvilket bekræftes af andre kilder. Principielt kan formerne enten betragtes som reminiscenser af et ældre sprogtrin (reliktformer) eller som morfologiske forenklinger (analogidannelser). Her skal der, som allerede antydet, argumenteres for det sidstnævnte.

Pesten på Bornholm i 1600-tallet

Man regner med, at Bornholm blev ramt af seks pestepidemier i løbet af 1600-tallet, hvoraf de to værste var den såkaldte "Anden Død" i 1618 og "Store Død" i 1654. For Gudhjem var det mest fatalt i 1654. Af de pesttavler, der findes i en række bornholmske kirker (se figur 2), fremgår det, at der i Gudhjem sogn døde 105 indbyggere i 1654. På øen som helhed resulterede Store Død i, at fiskerlejerne stod tomme, og at 163 af Bornholms 678 selvejergårde og 220 kongelige vornedgårde var ubeboede. Samlet omkom knap 5.000 bornholmere eller mere end en tredjedel af øens ca. 13.000 indbyggere. For Gudhjem og det lille nabo-fiskerleje Melsted var konsekvensen, at de stort set lå øde efter 1654.

Indvandring fra Skåne og Blekinge

Fire år senere, i 1658, overgik Skåne og Blekinge til svensk styre, hvilket bl.a. førte til, at en del fordrevne skåninge og blekingsboere kom til Bornholm. Eksempelvis kom et kompagni af 80 skånske gønger eller friskytter til Bornholm fra København 6. maj 1678. De blev efter at have anrettet anslag mod Blekingekysten optagne som fæstningskompagni på Hammershus og senere på Christiansø frem til 20. oktober 1685.

Et betydeligt antal fordrevne skåninge bosatte sig på Bornholm efter krigen, navnlig i Gudhjem, Melsted og Tejn der lå halvt øde hen. Kongen fritog i 1684 sådanne skåninge for borgerlig tynge (skat og forpligtelser) i enhver dansk købstad, og det er særlig interessant, at herredstinget i 1692 fritog Gudhjem og Melsted for deres syv dagværkers penge med den begrundelse, at alle indbyggerne var skåninge og blekingsboere.

De gudhjemske former i lyset af pest og indvandring

En plausibel udlægning af de gudhjemske særformer er, at de er opstået i årtierne omkring 1700 som et resultat af den massive indvandring fra de gamle østdanske områder, og at de er udtryk for en forenkling, som er opstået i sammenstødet mellem beslægtede dialekter. Fænomenet kan betragtes som et udslag af koineisering (dialektblanding), specifikt i form af den forenkling, der typisk kan opstå, når sprogbrugere med forskellige dialekter af den ene eller anden grund kommer til at bo i samme område.

De nye sprogbrugere, eller snarere deres efterkommere, altså anden- og tredjegenerationsindvandrere, har tilegnet sig de generelle regler, men ikke visse særregler, hvilket har ført til de specifikke forenklinger. Denne type forenkling er netop en af de former for grammatisk forenkling, som fremhæves i studier af koineiseringsprocesser.

Når forenklingerne har kunnet slå igennem i flere generationer, skal det rimeligvis ses i lyset af den usædvanlige befolkningssammensætning med et uhyre stort indslag af fastlands-østdanskere, som pestens hærgen havde banet vejen for. Når særformerne på den anden side senere rulles tilbage eller forsvinder, skyldes det formentlig det meget beskedne antal sprogbrugere i Gudhjem og de formentlig relativt få lingvistiske særtræk, som har udmærket varieteten.

Når den nye varietet både har været begrænset til en temmelig lille gruppe sprogbrugere, og når den i sig selv på langt de fleste punkter formentlig har udvist stor lighed med traditionelt bornholmsk, er det ikke så overraskende, at de for traditionelt bornholmsk gældende regler har fundet vej (tilbage) til det gudhjemske i takt med øget interaktion, herunder giftermål med andre bornholmsktalende gennem de næste halvandet hundrede år. Det er rimeligvis forklaringen på, at situationen omkring år 1900 i al væsentlighed svarer til forholdene på resten af øen.

At man alternativt skulle betragte de gudhjemske særformer som reliktformer, der har overlevet isoleret i Gudhjem fra gammel tid forud for midten af 1600-tallet, synes langt mindre sandsynligt alene af den grund, at byen ligger helt øde hen efter 1654 og efterfølgende får en helt ny og (i hvert fald overvejende) fremmed befolkning.

Perspektivering

Udviklingen i Gudhjem ligner dermed det, vi kender fra andre tilfælde med koncentreret indvandring til mere eller mindre ubeboede områder, fx i byer, der opstod og udvikledes på rekordtid under industrialiseringen (gode eksempler er Høyanger og Sauda i Norge).

Tolkningen af de gudhjemske særformer er også interessant i et mere overordnet perspektiv, idet den tjener som påmindelse om, at den sproghistoriske udvikling undertiden kan være mindre lineær eller direkte, end den ved første øjekast kan synes, ikke mindst når der ændres i grundlæggende demografiske forhold.

Alex Speed Kjeldsen