Udspekulerede narreærindeord – vogt dig hvis du ikke vil være til grin

For et år siden handlede månedens emne om narreærinder, hvordan man på utallige måder gjorde især børn og godtroende til grin på landet i gamle dage ved at sende dem af sted for at hente eller købe noget der slet ikke findes (fx en møddingskraber), noget der tilmed ofte er helt latterligt (fx en forlængerhøvl).

Men hvorfor og hvordan bliver man egentlig narret? Det simple svar er at man er for dum eller naiv og tror for meget på sine omgivelser. Men ved at foretage en detaljeret sproglig analyse af de over 50 registrerede ord (og udtryk) for narreærinder der findes i Ømålsordbogens samlinger, har man mulighed for at give et langt mere nuanceret, præcist og interessant svar.

For det første refererer ordene næsten altid til et afgrænset, mere eller mindre fagligt, specialiseret område – et domæne (fx håndværk). For det andet spilles der altid på en subtilitet i ordet som gør det umiddelbart tilforladeligt eller sandsynligt i den konkrete brugssammenhæng. Der lægges så at sige en fælde ud, ordets betydning sniger sig uden om offerets bevidsthed, det tilforladelige i ordet lokker offeret til at glemme at "tænke sig om en ekstra gang". Og lokkemaden ligger i et samspil mellem betydningen af de helt specifikke ord der bruges, og de situationer eller domæner hvor narreærindet og de fiktive ord bringes i spil.

Ord der giver mening: Redskabet kunne sagtens findes

En hovedpointe er altså at man beder om noget som ikke findes, fx en møddingskraber. Men i netop dette tilfælde kunne et sådant redskab for så vidt godt eksistere i forhold til arbejdsopgaven og domænet. At skrabe møddingen ren er en sandsynlig og formodentlig også reel handling, der er bare ikke opfundet et særligt redskab til opgaven.

Der er altså ikke noget i selve ordet som får alarmklokkerne til at ringe, man kan næsten sige tværtimod: Når spøgen lykkes, er det netop fordi den handling der beskrives i ordet, giver mening. Samtidig var og er ordets andet led, -skraber, et produktivt orddannelseselement til dannelse af sammensætninger der vel at mærke beskriver virkelige redskaber.

I Ømålsordbogens andetledsregister finder man fx en grydeskraber og en spånskraber (bødker), og i Den Danske Ordbog ser man fx dejskraber, gummiskraber, isskraber, sneskraber og vinduesskraber. Sammensætningernes første led angiver enten det der skal skrabes væk, eller det sted hvor noget skal skrabes væk – møddingskraberen passer ind i den sidste type.

Og de fleste af redskaberne har en prototypisk form med et håndtag og en tværgående, skrabende flade, hvilket også giver fin mening i møddingskraberens brugssituation. Selv hvis man aldrig har været med til at tømme en mødding, kan man sagtens forestille sig eksistensen af en møddingskraber, og hvordan den ser ud.

Når møddingskraberens ofre prompte går i fælden, kan man altså i lige så høj grad tage det som et udtryk for at deres kendskab både til det danske sprogs byggeklodser og til det specifikke ords typiske betydning og brug er helt og aldeles normalt og velfungerende. Ofrene trækker på etablerede mønstre i det sproglige beredskab, og her er der ikke noget der umiddelbart er afvigende, tværtimod.

Der findes desuden et hav af redskaber med forskellige navne, ikke mindst i det traditionelle bondesamfund, så hvorfor ikke også en møddingskraber? Spøgen baserer sig med andre ord på et rent og skært ukendskab til detaljer i det konkrete domæne.

Ord der ikke giver mening – og som faktisk afslører spøgen

I de fleste tilfælde afsløres spøgen imidlertid allerede i det ord der bruges, i lokkemaden, inden for snedkerdomænet fx en fjælestrækker. Selvfølgelig findes sådan et redskab ikke, træ er jo ikke elastisk og kan ikke strækkes, tænk dig dog om!

Det lumske ligger i at ord brugt ved narreærinder typisk rummer et element som tilhører det domæne som der tales om, fx høvl (snedker), tag (tækning), korn (landbrug), osv. Man lokkes ind i et domæne. Kunsten ligger nu i at finde et andet element som ikke giver mening inden for domænet, eller som afslører noget absurd eller noget som er i modstrid med generel logik, men som alligevel kan virke tilforladeligt hvis man ikke lige "tænker sig om en ekstra gang".

Det kan fx være en forlængerhøvl. Der findes mange forskellige høvle hos en snedker – ligesom med møddingskraberen ligger det altså ligefor ukritisk at lægge ordet forlænger-høvl ind i bunken af sammensætninger med -høvl i det sproglige lager. Selvom det netop strider mod logik og praksis at en høvl skulle kunne forlænge et stykke træ (!), tværtimod fjernes der jo altid træ, så er selve ordet forlænge heller ikke helt fremmed for det domæne det handler om. At tale om længde (og bredde og højde), og at forme noget i det hele taget, er om noget det man beskæftiger sig med som snedker.

Hvis man havde bedt om at hente en hindbærhøvl, ville alarmklokkerne straks ringe, en snedker og en høvl arbejder i træ, ikke madvarer, og der ville være tale om et rigtig dårligt narreærindeord med ringe lokkemadsværdi.

Ofte spilles der på at ordet udtrykker noget utænkeligt og ulogisk, ofte i modstrid med naturlove. Fx fortæller en informant fra Nordsjælland at "murerlærlinge bliver sendt i byen efter en sæk bomhuller" (dvs. huller i murværk til anbringelse af bomme fra et stillads!). Men der kan også være tale om noget som er mere tænkeligt, og som man faktisk godt kunne ønske sig. Tænk hvis man havde en knastesaks der lige kunne fjerne besværlige knaster i træet, en kornopprikker der nemt kunne samle spildt korn op på marken, eller en høvlepåhøvl der kunne lægge det træ tilbage som man ved en fejl havde høvlet af!

Den virkelig udspekulerede og det rene vrøvl

Når narreærindet bygges ind i det ord der bruges, bliver latterliggørelsen også dobbelt: Ikke alene bevæger man sig af sted efter noget ikke-eksisterende, man gennemskuer heller ikke det latterlige i ordet. Man kunne faktisk have undgået at blive til grin, hvis man ellers havde været klog nok, dvs. havde haft tilstrækkelig meget forstand på verdens indretning – og på at afkode ord og deres (sammensatte) betydning(er).

Denne i bund og grund noget udspekulerede og undertiden ondskabsfulde strategi over for en nytilkommen eller uerfaren tages til nye højder i ord som mere generelt spiller på den voksnes erfaringsverden. Man kan anvende svære eller fremmede ord, fx almanakfrø (hos købmanden) eller for 10/25/50/.. øre (sure/søde/syltede/tørrede) farmaceuter (hos apotekeren).

Man kan bede om noget som er forvrøvlet, men som den uerfarne måske ikke sætter spørgsmålstegn ved fordi det kommer fra en mere erfaren autoritet, fx gåsegnævre eller en flaske pandekagedej. Eller man kan spille på ord eller udtryk med seksuelle undertoner, fx kærlighedsdråber (hos apotekeren) eller et klinkefald til en hønsekusse. Så pas du hellere på næste gang du møder en sammensætning – den er måske i virkeligheden bare ude på at lokke dig i en fælde og gøre dig til grin.

Henrik Hovmark

Emner