Stød

Tværs over Sjælland – fra Dybsø fjord til Præstø fjord – går én af de mest berømte udtalegrænser, stødgrænsen. Stødet er opstået i Danmark formentlig engang i senmiddelalderen, og det findes ikke i andre nordiske sprog.

Hvad er stød?

Stød er den lille "hikkelyd", som (i dialekter der har stød) gør, at man kan høre forskel på f.eks. mand og man. I ordet mand er der stød, men ikke i ordet man.

I nogle sjællandske dialekter har man det man kalder stødefterslag, dvs. en slags ekstra kraftigt stød - det kan man høre et godt eksempel på i denne optagelse af nordsjællandsk.

Rundt om stødgrænsen

Nord for grænsen har man stød i en stor mængde ord (de samme som i rigsdansk plus visse andre).

Syd for grænsen er sproget stødløst, og i grænsesognene har man variation, således at samme ord kan udtales snart med stød og snart uden.

Stødet er opstået i Danmark engang i fortiden – formentlig engang i senmiddelalderen – og har bredt sig til hele det nordlige Danmark, men ikke til det sydlige Danmark, herunder det sydlige Sjælland. Og stødet findes ikke i andre nordiske sprog.

Hvorfor opstod stødgrænsen?

Stødgrænsen på Sjælland følger en gammel kultur- og kommunikationsgrænse. Sydsjælland syd for grænsen hørte under kronen. Det var krongods indtil 1774. Men landet nord for grænsen hørte under de store godser (især Gavnø).

Grænsen for krongodset var i øvrigt engang klart markeret af en dyb og bred grøft kaldet vildtbanegrøften. Denne fik Christian d. 4. gravet tværs over Sjælland for at afgrænse sine jagtområder mod syd. Vildtbanegrøften løb gennem sogne, der nu er grænsesogne for stødet.