"Pæredansk" eller "perkerdansk"?

I Danmark skal dansk tales, så det lyder, som om man har dansk som modersmål. Ellers bliver man ugleset for ikke at ville lære at tale ordentligt eller nedvurderet for ikke at kunne lære at tale ordentligt.

Tal ordentligt!

I en debatskabende kronik fra 1998 skelnede professor Jens Normann Jørgensen og lektor Tore Kristiansen mellem ”pæredansk” og ”perkerdansk”.

Hensigten med kronikken var at pege på den udbredte intolerance i det danske sprogsamfund over for både dialekter og dansk som andetsprog:

"[I Danmark] skal dansk tales, så det lyder, som om man har dansk som modersmål. Ellers bliver man ugleset for ikke at ville lære at tale ordentligt eller nedvurderet for ikke at kunne lære at tale ordentligt.

Pointen er gået manges næse forbi: man kan vælge at skifte kode, fordi det er praktisk, fordi det er effektivt, fordi det er sjovt, og fordi man vil vise, hvem man er. 

Man kan vælge at fastholde en accent i dansk, også når man ikke skifter kode, fordi man ikke vil forveksles med de indfødte danskere".

Hvem taler hvad?

Når man taler ”pæredansk” har man dansk som modersmål. Det vil sige, at man har lært sproget af de voksne – typisk mor og far – i hjemmet under opvæksten.

Når man taler ”perkerdansk” har man dansk som andetsprog. Det vil sige, at man har lært dansk i Danmark, men ikke i hjemmet under opvæksten. Man taler dansk, og har et andet sprog som modersmål.

Læs kronikken "Pæredansk og perkerdansk".