Nationalisme 1800-1900

Begrebet modersmål blev fremhævet i romantikken. Det sprog, den enkelte har lært som barn, kaldes modersmålet. I romantikken fremhævede man modersmålets særstilling, og man mente, at det i særlig grad udtrykte sprogbrugerens inderste væsen.

Et sprog, et folk – national identitet

I denne periode var man meget optaget af den tætte sammenhæng mellem sprog og national identitet. 

Modersmålet var ikke bare den enkeltes sprog, men også nationens sprog, folkets sprog. Det sprog som udtrykte hele folkets væsen, ja selve folkeånden, mente man. Man begyndte desuden at mene, at det var sproget, der gav den enkelte nation dens egenart.

Fra at betragte sig som indbygger i et rige med en konge, betragtede man sig gradvist mere som et folk.

Et folk, som bestod af mennesker, der var vokset op under fælles kår, og som havde et fælles modersmål.

På denne måde blev sproget betragtet som både bærer af og udtryk for en dansk national identitet.

Levn fra svundne tider

Tidligere havde man betragtet dialekter som fordærvet dansk, men i romantikken sker der en opvurdering af disse lokale talesprog. I romantikken opfattede man dialekterne som levn fra svundne tider og mente, at de havde bevaret mange gamle – og dermed ærværdige – ord og former.

Samtidig begyndte sprogforskerne at interessere sig for disse dialekter, og de opfattede ikke lokalsprogene som mindre godt dansk eller forvanskninger. I stedet betragtede de dialekterne som selvstændige størrelser.

Folkevandring til byerne

I den sidste del af 1800-tallet begyndte en folkevandring til byerne. Mange mennesker flyttede fra landet til byerne – først og fremmest til København, men også andre store købstæder.

I disse byer var områderne ofte ensartede – socialt set. Forskellige befolkningsgrupper boede i forskellige dele af byen. Eksempelvis eksisterede både arbejderklassekvarterer og middelklassekvarterer.

Bydialekter og lavkøbenhavnsk

I byernes nye arbejderkvarterer – specielt på Vesterbro og Nørrebro i København – opstod bydialekter, som dels var knyttet til det geografiske sted, men som også var knyttet til en bestemt socialklasse.

Arbejderne på Nørrebro og Vesterbro talte lavkøbenhavnsk.

Det vil sige, de talte et københavnsk med en anderledes udtale end de højere sociale lag i byen.

Blandt andet havde de "flade a’er" i ord som ’kaste’ og ’land’. 

De højere sociale lag talte højkøbenhavnsk, og udtalen af denne dialekt nærmede sig ofte noget, som lignede skriftsproget. Og omvendt baserede skriftsproget sig på denne dialekt. 

Et specielt højkøbenhavnsk træk var eksempelvis det bløde d. Tidligere havde man udtalt ’gaden’ som (gajen), men på højkøbenhavnsk brugte man det bløde d, som betød at udtalen ligner den, vi bruger i dag.

Man kalder disse varianter for sociale dialekter eller for sociolekter. 

Højkøbenhavnsk og rigssprog

Beskrivelsen af den højkøbenhavnske dialekt fyldte ikke meget, når man på den tid beskrev københavnske dialekter. Dette hænger først og fremmest sammen med, at den ikke blev betragtet som en dialekt. I stedet blev den betragtet som rigssprog.

Rigssprog er den sprogform, som både af staten og af samfundet anerkendes som den rette norm for et lands sprog, og dette var netop tilfældet med den højkøbenhavnske dialekt.

Den højkøbenhavnske dialekt blev ophøjet til rigets sprog – til den rigtige norm for det danske talesprog.

Det var den sociale og kulturelle elite i København, som tildelte deres egen dialekt denne status – og siden har det været det danske samfunds standardsprog.

Sprogudvikling i købstæder og stationsbyer

Der findes ikke så detaljerede oplysninger om sprogudviklingen i andre større danske byer. Sprogforskerne antager dog, at det har lignet situationen i København en hel del.

Blandt andet har man optegnelser og beskrivelser som fortæller, hvordan de fynske bønder forsøgte at ændre deres sprog når de kom til købsstaden Assens.Og der findes fortællinger om hvordan nye Århus-borgere forsøgte at holde op med at sige ’a’ om sig selv og i stedet forsøgte sig med ’jeg’.

Det var dog ikke kun i de store købsstæder, man oplevede, at der var forskel på sproget i byen og på landet. Selv i små købsstæder og i de helt små stationsbyer viser efterladte skrifter om dagliglivet her, at mange var af den opfattelse, at der var skarpe skel mellem bysproget og det sprog, man talte på landet – og på de to sprogs status.